23948sdkhjf

Nyt om navne: LP Kolding henter næste generation til projektafdeling

1. september 2023 begynder Nicolai Andreasen som leder for LP Koldings projektafdeling. Udover at han kommer med erfaringer og ekspertise fra en lignende stilling hos Dansk Ingeniør Service, så udmærker han sig også ved at være søn af LP Koldings ejer og direktør, Mogens Feld-Andreasen.

LP Kolding har i de senere år skærpet sit fokus på at producere kundedesignede, rustfri tanke og procesudstyr. Kunderne er ofte beskæftiget inden for forsyning eller fødevare-, medicinal- og energibranchen. Kort sagt kunder som har særlige krav til hygiejnisk design og processtyring. Fokus på disse sektorer har resulteret i en betydelig vækst i både omsætning og antallet af medarbejdere. Derfor har virksomhedens direktør og ejer, Mogens Feld-Andreasen besluttet sig for at udvide ledergruppen og oprettet den nye stilling som leder af projektafdelingen.

- De projekter, vi arbejder med, bliver stadig mere komplekse, og derfor har vi et ønske om at styrke den overordnede ledelse af projektafdelingen, så vi udnytter vores ressourcer bedst muligt, siger Mogens Feld-Andreasen om beslutningen om at oprette den nye stilling.

Han lægger dog ikke skjul på, at han også er meget tilfreds med, at hans søn både er kvalificeret og interesseret i at træde ind i virksomheden.

- Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Nicolai i hverdagen, men jeg er også klar over, at det både er en gave og en udfordring at træde ind i en familievirksomhed. Det kan være svært at blive bedømt for sine egne præstationer. Nicolai har dog deltaget i LP Koldings bestyrelsesarbejde de senere år, så han er klædt godt på til at forstå virksomheden. Derudover kommer han med solid erfaring fra en lignende stilling, så jeg håber, at han også falder godt til i hverdagen.

Ingen aktuelle planer om generationsskifte

Selvom Nicolai Andreasen nu bliver en fast del af hverdagen hos LP Kolding, er der ingen konkrete planer om, at han skal overtage virksomheden.

- Jeg har ikke sat en udløbsdato på mit eget virke i LP Kolding, og jeg har masser af energi og planer for LP Kolding, så der er ikke tale om, at Nicolai nu er ansat for at skulle træde ind i direktørkontoret inden for kort tid. Tværtimod har vi brug for, at han i første omgang hjælper os med at styrke vores dygtige projektledere. I løbet af de kommende fem år vil det være naturligt, at bestyrelsen og jeg overvejer, hvordan vi bedst muligt sikrer fremtiden for LP Kolding og medarbejderne, men om det skal være Nicolai, der overtager direktørposten, eller om det skal være en anden, kan og vil vi ikke tage stilling til endnu, siger Mogens Feld-Andreasen, og fortsætter:

- Lige nu skal Nicolai have lov til at finde ud af, om han kan trives i virksomheden, uden der skal være mere pres på ham end det, der naturligt kommer, når man er chefens søn.

LP Kolding har i dag knap 50 medarbejdere fordelt på to adresser i Kolding. Virksomheden har eksisteret siden 1964, hvor den primært producerede tanke til mejerier og mælketankvogne. Siden da er kompetencerne og kundegrupperne dog udvidet væsentligt.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.174