Pharma-industrien sikrer jysk ingeniørvirksomhed vækst på Sjælland
Den nordjyske ingeniørvirksomhed Idoc udvider endnu engang deres afdeling på Sjælland. Virksomheden er nu for alvor ved at etablere sig i denne del af landet og er flyttet ind i nye lokaler i Albertslund.
Dermed fordobler Idoc antallet af kontorpladser på Sjælland for anden gang på bare to år.
En vigtig person i denne rivende udvikling er Emil Molested, der fungerer som key account manager og er placeret på Idocs kontor i Albertslund. Han har spillet en central rolle i den vækst, afdelingen på Sjælland har oplevet de seneste år.
Han fortæller, at væksten især skyldes, at Idoc er begyndt at samarbejde med flere store operatører indenfor pharma-området.
- Vi har fået foden indenfor hos en industri i vækst, og det smitter selvfølgelig af på vores virksomhed. Pharma-industrien kan være en svær størrelse, men vi har været gode til at finde dygtige folk til opgaven, siger Emil Molested om Idocs indtræden på denne nye scene.
En af de nye ansættelser i forbindelse med udvidelsen er Torben Pilemand, der tiltræder som department manager. Han har arbejdet freelance for Idoc i flere år og har derfor kendskab til virksomheden.
Derudover har Torben Pilemand ekspertise inden for både forsvarsindustrien og den civile industri, som gør, at han kan spille en nøglerolle i virksomhedens fortsatte succes og innovation. Han har da heller ikke nogen forventning om, at Idocs vækst stagnerer foreløbigt og fortæller, at de nye lokaler har plads til de nye kollegaer, som han forventer kommer til.
- Sidst vi flyttede, viste vores nye lokaler sig hurtigt at være for små, og vi måtte flytte igen. I vores nye lokaler er der heldigvis mulighed til at udvide vores eksisterende facilitet med et ekstra rum, så vi forhåbentlig ikke behøver at flytte igen inden for det næste år, fortæller Torben Pilemand.
Idoc er grundlagt i Aalborg i 2010, og åbnede deres første afdeling på Sjælland i 2017.