23948sdkhjf

Jydsk Emblem Fabrik opkøber konkurrent

Jydsk Emblem Fabrik i Malling, syd for Århus har købt Sportstrykkeriet ApS i Højbjerg med virkning fra 1. oktober.

Der er tale om et generationsskifte, hvor Jane og Tonny Mæhlisen ønsker at gå på pension efter 27 år i branchen. Jane Mæhlisen købte Sportstrykkeriet i september 1996 og har siden udviklet trykkeriet til i dag at være blandt de bedste i branchen.

Sportstrykkeriet har fire produktionsmedarbejdere udover ejerne, og alle er tilbudt at fortsætte. Jane Mæhlisen fortsætter som daglig leder i minimum et halvt år.

- Det passer helt perfekt for os at købe Sportstrykkeriet. For det første har vi rigtig mange fælles værdier, hvor kvalitet og kundeservice kommer i første række, og derudover råder Sportstrykkeriet over 26 broderimaskiner. Samtidig er det en meget yderst veldrevet virksomhed, som vi overtager, udtaler administrerende direktør hos Jydsk Emblem Fabrik, Stig Hellstern.

Med købet af Sportstrykkeriet får Jydsk Emblem Fabrik tilført yderligere kompetencer og synergier indenfor sports- og profilbeklædning.

- Vi har i flere år ønsket at frigøre os mest muligt fra Østen og i særdeleshed fra Kina. Derfor har vi investeret massivt i ny teknologi, nye maskiner, ligesom IT-platformen er under kraftig renovering. Vores plan er at kunne fremstille mest muligt på vores fabrik i Malling. Samtidig ønsker vi at fastholde og tiltrække arbejdskraft lokalt, siger Stig Hellstern.

- Det er vigtigt for os at understrege, at vi fortsætter med at producere under Sportstrykkeriet, selvom produktionen flyttes til Malling i løbet af det næste halve år. De 1.000 kvadratmeter, som Sportstrykkeriet råder over, skal integreres på fabrikken i Malling, hvilket kræver en større ombygning, uddyber han.

Såvel Sportstrykkeriet som Jydsk Emblem Fabrik har formået at komme igennem Covid-19-krisen uden underskud. Faktisk har Jydsk Emblem Fabrik leveret de bedste resultater i virksomhedens 137 års historie.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094