23948sdkhjf

Energiminister dropper Nordsø-gasudbud: - Det var også ulovligt, siger jurister

Mandag trak det norske olieselskab BlueNord pludselig sin ansøgning om ny produktion i Nordsøen. Derefter afblæste regeringen udbudsrunden, og nu vil tre partier søge muligheden for nye runder lukket

Flere partier vil tirsdag på et møde med klimaminister Lars Aagaard (M) tale for at få lukket, hvad de opfatter som det hul i Nordsøaftalen, der har muliggjort et aktuelt udbud om ny olie- og gasefterforskning og -indvinding.

Det sker, efter at det norske selskab BlueNord mandag meddelte Energistyrelsen, at man trækker sin ansøgning om at få licens til det såkaldte Elly-Luke-felt i den danske del af Nordsøen. Den overraskende melding fik mandag eftermiddag Lars Aagaard og regeringen til prompte at afblæse den igangværende såkaldte minirunde.

Grønne organisationer har længe talt imod det såkaldte miniudbud, og senest har græsrodsbevægelsen Fossilfri Fremtid søsat et borgerforslag om "Stop fossil ekspansion ved Elly-Luke og i resten af Nordsøen".

Mandag eftermiddag – efter afblæsningen af miniudbuddet – modtog klimaministeren dertil et juridisk notat, udarbejdet af advokatfirmaet Kontra Advokater for Greenpeace, der anfører, at miniudbudsrunden er i strid med både klimaloven og miljøvurderingsloven og dermed ulovlig. At en sådan advokatvurdering af udbuddets lovlighed var undervejs, var ifølge advokatfirmaet kendt af Energistyrelsen.

Det skriver Information. 

Blandt partierne bag Nordsøaftalen fra 2020, som har gjort miniudbuddet muligt, har SF, De Radikale og De Konservative i stigende grad udtalt bekymring over situationen.

Nordsøaftalen er først og fremmest en beslutning om at afblæse alle fremtidige udbudsrunder og at sætte en slutdato – 2050 – for det igangværende danske olie- og gaseventyr i Nordsøen. Men aftalen opretholder en eksisterende mulighed for olieselskaber til at søge koncession i områder, som ingen i forvejen har licens til. Kommer en sådan ansøgning – som det var tilfældet med BlueNord – skal Energistyrelsen åbne et miniudbud for at sikre konkurrence om det pågældende område, her Elly-Luke-feltet.

Nu vil SF, De Radikale og De Konservative tale med ministeren og forligskredsen om at få lukket denne "bagdør" for fortsat fossil brændselsproduktion i Nordsøen.

- Det var ikke hensigten med aftalen, at miniudbud skulle gøre det muligt for nye aktører at rykke ind og starte i den danske del af Nordsøen, siger Mona Juhl (K).

SF’s energi- og klimaordfører, Signe Munk, kalder på det sociale medie X aflysningen af miniudbuddet "et grønt skridt fremad".

- Det er helt rigtigt at lukke den nuværende miniudbudsrunde efter ny naturgas. Men stadig en klar opfordring fra SF: Lad os lukke den sorte bagdør helt og stoppe helt for ny olie- og gasjagt, skriver Signe Munk. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297