LP Kolding tjente mere end nogensinde før
De seneste år er interessen for LP Koldings løsninger og kompetencer steget.
Det er stigende krav til hygiejne, dokumentation, sporbarhed og produktionsudstyrets egenskaber og funktionalitet, der i de senere år har ført til den stigende interesse.
Virksomheden, der er specialiseret i at designe og producere tanke og procesudstyr i rustfri stål til blandt andet pharma- og fødevareindustrien, har kunder blandt virksomheder som Novozymes, Arla og Christian Hansen, men også flere mindre og specialiserede produktionsvirksomheder.
Det har givet et gedigent løft på bundlinjen, der voksede fra 366.000 kr. til hele 4,2 mio. kr.
I løbet af de senere år har virksomheden flere gange sat sine egne rekorder. Eksempelvis leverede LP Kolding tidligere på året en tank på omtrent samme højde som en 5-etagers bygning, hvilket var den største tank, der nogensinde er produceret på fabrikken i Kolding.
- Det er naturligvis meget tilfredsstillende. Jeg ser det både som en bekræftelse på den strategi, vi har lagt i bestyrelsen, og som et resultat af den store indsats vores dygtige medarbejdere lægger i hverdagen, siger en tydeligt tilfreds administrerende direktør, Mogens Feld-Andreasen om regnskabet.
Organisationen er klar til flere rekorder
På trods af rekordresultat og de store ordrer, det er lykkedes LP Kolding at levere i det forgangne år, er virksomheden klar til at tage imod nye kunder og ordrer.
- Vi har arbejdet støt og roligt frem mod den vækst og de resultater, vi oplever nu. Vi har blandt andet styrket vores projektafdeling og kompetencerne på værkstedet, ligesom vi løbende uddanner nye smede og tekniske medarbejdere, så vi har de kompetencer, vi skal bruge. I vores branche kan man næsten altid bruge flere dygtige medarbejdere, men vi har sørget for, at organisationen er robust i forhold til både kompetencer og ressourcer, så vi kan levere solide resultater igen og igen, siger Mogens Feld-Andreasen.
Regnskabsår | 2022/2023 | 2021/2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 10,711 | 4,607 |
Resultat af primær drift | 5,514 | 0,584 |
Resultat før skat | 5,415 | 0,471 |
Årets resultat | 4,201 | 0,366 |
Balancestatus | 20,583 | 20,093 |
Egenkapital | 11,303 | 7,101 |
Antal ansatte | 46 | 44 |
Kilde: CVR |