Kassen er tom hos hypet elcykel-producent
Elcykelproducenten Mate er blevet taget under rekonstruktion. Det skriver Finans.
Advokat Henrik Selchau Poulsen, der er indsat som rekonstruktør, oplyser, at der kun er penge i kassen til at holde selskabet i gang måneden ud. Derfor kræver en fortsat drift frisk kapital.
- Min forventning er, at rekonstruktionen kan lykkes med en ny ejerstruktur, men det kræver en del kapital. Hvor meget kan jeg ikke sige, men det vil være et stort beløb, siger Henrik Selchau Poulsen til Finans.
Mate har en gæld på 10 mio. dollars svarende til cirka 71 mio. kr.
Virksomheden blev grundlagt i 2016 Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton med målet om at designe en æstetisk elcykel. Ambitionen har været at skabe en milliardvirksomhed, og flere hollywood-kendisser har blandt andet investeret i selskabet.