23948sdkhjf

Omfattende fabriksflytning afsluttet: 85 nye medarbejdere hos Alfa Laval i Kolding

En komplet transformation af Alfa Laval i Kolding har blandt andet medført en omfattende fabriksflytning fra Eastbourne i England til Kolding

En af Koldings største arbejdspladser er netop blevet endnu større, efter en storstilet fabriksflytning fra England til Danmark er nået i mål. Formålet med flytningen er overordnet at optimere brugen af Alfa Lavals fysiske lokationer samt produktionen og distributionen af højt specialiserede løsninger til blandt andet fødevareindustrien og den farmaceutiske industri.

I kølvandet på flytningen har Alfa Laval i Kolding ansat hele 85 nye medarbejdere, primært inden for produktion.

- Vi er meget stolte over at kunne skabe så mange arbejdspladser i Kolding i forbindelse med flytningen og dermed også fastholde og udvikle de særlige kompetencer, som blandt andet denne højt specialiserede pumpeproduktion kræver. Den helt store styrke ved Alfa Laval i Kolding er kombinationen af teknologi og kompetencer, som tilsammen sikrer den mest optimale produktion, forklarer Lars Fabricius, head of operations Division Food & Water, i en pressemeddelelse.

Cirka 800 medarbejdere

Flytningen af produktionsudstyr fra Eastbourne i det sydlige England til Kolding har været i gang siden 2022, hvor medarbejdere løbende har været udstationeret i både England og Danmark i kortere og længere perioder for at lære mere om teknologien, processen og montagen i forbindelse med udstyret.

- De produktprogrammer, der er flyttet til Kolding, er målrettet fødevareindustrien og den farmaceutiske industri, som i forvejen er omdrejningspunktet for aktiviteterne hos Alfa Laval i Kolding. Det er industrier med meget høje krav til blandt andet processer, hygiejne og sporbarhed, som vi allerede lever op til, siger Lars Fabricius, og fortsætter:

- Derudover er Alfa Laval i Kolding rammen om et meget stort, fuldautomatisk distributionscenter med en global forsyningskæde, hvor produkter fra leverandører og vores eget lager samles og distribueres videre til kunder i blandt andet USA, Indien, Kina og Europa. Det er en stor fordel for kunden, at de færdige produkter og løsninger kan sendes og leveres samlet.

Med flytningen og dermed en udvidelse af produktionskapaciteten og medarbejderstaben er Alfa Laval i Kolding nu arbejdsplads for omkring 800 medarbejdere og dermed en af byens største.

Færdiggørelsen af flytningen er netop blevet markeret med en intern fejring for alle involverede.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094