23948sdkhjf

Robotterne indtog badmintonturnering

Odense brugte badmintonturneringen Victor Danish Open til at vise byens kompetencer inden for kollaborative robotter frem

Da vinderne af Victor Denmark Open i badminton blev fundet i weekenden, var det med hjælp fra kollaborative robotter. Robotterne sørgede nemlig for friske fjerbolde til spillerne og tog tjansen med at bære deres tasker.

- Odense har gennem de sidste 12 år etableret sig som et internationalt centrum for robotter. Det er en styrkeposition, der gennemsyrer byen - og derfor skal det selvfølgelig også være en del af Victor Denmark Open. Det er jo en turnering og en sportsgren med enorm popularitet i Asien, hvor hundredvis af millioner ser med. Derfor glæder vi os til at vise, at det kan noget specielt, når en af verdens bedste badmintonturneringer afholdes i verdens bedste robot-by, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense, i en pressemeddelelse.

At vi her i forbindelse med Victor Denmark Open kan vise, hvor gode Odense og Fyn er til arbejdet med de kollaborative robotter, det giver bestemt et boost til det arbejde, vi gør for at bringe danske robotvirksomheder tættere på det asiatiske marked Søren Elmer Kristensen, direktør i Odense Robotics

I 2022 foregik næsten 2/3 af alle nye robotinstallationer i Asien. Det omfatter i alt over 400.000 installationer, og antallet af installationer i Asien er siden 2017 steget med godt 8 procent i snit pr. år.

- Man må ikke undervurdere, hvor vigtige de asiatiske markeder bliver for os de kommende år. Kina, Japan og Sydkorea er internationale frontløbere, når det handler om at anvende robotter til at løse opgaver i fremstillingsindustrien og i stigende grad også i servicesektoren. At vi her i forbindelse med Victor Denmark Open kan vise, hvor gode Odense og Fyn er til arbejdet med de kollaborative robotter, det giver bestemt et boost til det arbejde, vi gør for at bringe danske robotvirksomheder tættere på det asiatiske marked, siger direktør i Danmarks nationale robotklynge Odense Robotics, Søren Elmer Kristensen, der sammen med Odense-borgmesteren netop er hjemvendt fra et markedsbesøg i Sydkorea.

Kreativ og relevant brandaktivering

At lade Victor Denmark Open invadere af robotter virker altså som et klogt træk, både hvad angår branding og bundlinje.

Ph.d. og forsker i sportsbranding på Professionshøjskolen UCN, Kenneth Cortsen, kigger mod VM i fodbold og Wimbledon for at finde parallelle eksempler på branding, der bygger på samme relevans og kreative brandaktivering rent forretningsmæssigt:

- Asiaterne er jo vilde med badminton, og sporten er så stort et kulturelt fænomen på deres breddegrader, at der virkelig er mulighed for at komme igennem med et budskab her. At man ind i mellem smash og clearslag kan vise glimt af kollaborative robotter, som oven i købet er tæt integreret i badmintonkampenes afvikling, det er et af de mest gennemførte og innovative eksempler på bybranding, jeg har set herhjemme. Det kan måle sig med den kreativitet, vi så under Tour de France, hvor Mærsk-skibet sejlede under Storebæltsbroen, mens cykelrytterne kørte over den, siger han.

Badminton Danmark, der i år afvikler Victor Denmark Open for 17. gang i Odense, er også meget begejstrede for robotternes rolle ved årets turnering:

- Med de her robotinitiativer lægger vi endnu et niveau på samarbejdet med vores værtsby her i Odense og Destination Fyn. Over en årrække har vi sammen vist vejen i den internationale badmintonverden i forhold til eksempelvis det samlede event-setup, og med robotinitiativerne skiller vi os igen ud på en forhåbentlig sjov og spændende måde. Vi er glade for, at vi på den vis kan bidrage til Odenses position som en førende robotby, og så tilfører det her jo forhåbentligt en ekstra dimension på oplevelsessiden, som publikum også har stor glæde af, siger Kristian Langbak, direktør i Badminton Danmark.

Det er ikke kun spillere og servedommere, som får en hjælpende hånd af robotterne. Rundt omkring i hallerne har forskellige udgaver af Odenses varemærke travlt med at underholde, informere og servicere tilskuerne.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109