Hove udvider direktionen
Hove, der producerer smøringsteknologi til vindmølleindustrien, har på to år nået en omsætningsvækst tæt på 100 procent.
For at styrke fokus på koordinering af indkøb, produktion og logistik i moderselskab samt datterselskaber, udvides direktionen i selskabet nu fra tre til fire med en nyoprettet stilling som COO.
Thomas Alexander Kjeldbæk, tidligere CFO i Hove, er derfor tiltrådt som COO.
Han har en juridisk bachelorgrad fra Københavns Universitet samt en HD i regnskab og økonomistyring fra Copenhagen Business School og har siden 2015 haft ansvar for driften i selskabet udover rollen som CFO.
Efter en vellykket periode som interim CFO under Thomas Alexander Kjeldbæks barselsorlov overtager Patrick Bentsen permanent stillingen som CFO.
Han har været ansat i Hove siden maj 2022 og har bred erfaring fra revisionsbranchen. Han har en HD i regnskab og økonomistyring og en cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.