DI: Bøvl og byrder vil koste virksomheder 40 milliarder
Ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Industri er byrdefuld lovgivning rettet mod erhvervslivet steget med over 60 procent de seneste 20 år.
Samtidig vil en række nye reguleringspakker fra EU betyde, at erhvervslivets omkostninger vil stige til minimum 40 mia. kr. – penge de i stedet kunne have brugt på at udvikle deres forretning og skabe nye eksportindtægter og job.
- Vi har nået en øvre grænse for, hvad især de små og mellemstore virksomheder, som er rygraden i danske erhvervsliv, kan kapere. Det er simpelthen gået amok. Skiftende regeringen har lovet at bekæmpe bureaukratiet, også den nuværende. Nu er det på tide, at ordene bliver omsat til konkret handling, siger vicedirektør i DI, Kim Haggren.
850 nye forpligtelser på fem år
På bare fem år er danske virksomheder blevet mødt med over 850 nye regulatoriske forpligtelser fra EU i perioden fra 2017 til 2022 – i alt 5.422 siders regulering fordelt over 80 forordninger og 36 direktiver.
Udover den stigende mængde regulering fra EU gør den samme udvikling sig gældende for dansk regulering. DI har analyseret udviklingen i lovgivning og øvrig regulering i perioden 2001 til 2023.
Den viser, at regelmængden også er steget markant i Danmark alene. Mens der i 2001 var 6.168 gældende love og bekendtgørelser er tallet steget til cirka 10.049 gældende love og bekendtgørelser 1. januar 2023. Det er en stigning på 63 procent.
- Det ser virkelig voldsomt ud, men det, der gør mest indtryk er, når jeg snakker med vores medlemmer, der fortæller om konkrete oplevelser med den tid, de må bruge på bøvl og byrder i hverdagen – i stedet for på at drive deres forretning, skabe vækst, eksportindtægter og nye arbejdspladser, siger Kim Haggren.
De nye tal er baggrunden for, at DI kommer med en række konkrete forslag til regeringen om at få sat en stopper for bøvl og byrder. Blandt andet foreslår DI at sætte et mål for reduktion af de mange administrative byrder.
Kig mod Finland
I EU har man nu fremlagt et mål om reduktion af administrative byrder på 25 procent.
- Desværre mangler vi stadig at se, hvordan dette mål konkret skal blive indfriet – alt imens EU fortsat kommer med ny administrativt tung lovgivning. Vi forventer, at Kommissionen snart kommer med et mere konkret udspil, som vi glæder os til at se, siger Kim Haggren.
I Danmarks nabolande er man også gået til kamp mod bureaukratiet overfor erhvervslivet.
Den nye finske regering har fremlagt en ambitiøs plan for en reduktion af byrderne for finske virksomheder. Helt konkret har de et mål om at fjerne 300 styk erhvervsbelastende lovgivning, og de andre nordiske regeringer er på vej med tilsvarende konkrete målsætninger.
- Vi kan med fordel i Danmark kopiere initiativerne fra Finland såvel som EU’s mål om reduktion af byrderne. Det er nødvendigt, så vores virksomheder ikke sander til i byrder, siger Kim Haggren.