Genbrugskoncern satser på vindmøller med nyt selskab
Siden 1955 har Kingo Karlsen arbejdet med genanvendelse af bygge-, anlægs- og industriaffald. Nu bliver koncernen udvidet med et selvstændigt selskab, Kingo Wind, der skal fokusere på genanvendelse af vindmøller.
- Vi kan tilbyde kunden komplet dokumentation på cirkularitet i forhold til materialer, når det gælder nedtagning af udtjente vindmøller- lige fra vinger til betonfundament. Vi har både forudsætningerne og erfaringen til at lykkes med opgaven, siger Michael Kamstrup Søndergaard, adm. direktør hos Kingo Wind i en pressemeddelse.
Virksomheden er netop blevet etableret i år og har hovedsæde i Silkeborg. Kingo Wind arbejder mod fuld cirkularitet på alle vindmøllens komponenter - både vinger, nacelle, tårn og fundament i en ISO-certificeret proces, skriver Kingo Wind.
- Kort fortalt kan vi levere Scope 3 til kundens ESG-regnskab. Vi udarbejder en rapport med fuld dokumentation og gennemsigtighed på hvert eneste projekt, og her skiller vi os ud, siger Michael Kamstrup Søndergaard.