23948sdkhjf

Danske virksomheder lærer om ny teknologi på CERN

Den schweiziske Big Science-facilitet vil gerne have flere danske leverandører

Fire danske virksomheder er netop hjemvendt fra en studietur til verdens største acceleratorfacilitet, CERN i Schweiz.

Virksomhederne leverer i forvejen metalkomponenter til CERN, men satser på at øge deres omsætning ved at opgradere deres kompetencer inden for vakuumteknologi. Derfor skulle de lære, hvordan man svejser og overfladebehandler udstyr til vakuum.

Under besøget fik virksomhederne samtidig mulighed for at tale med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), der besøgte CERN for at indvie det nye ”Science Gateway”, som er et videnskabs- og formidlingscenter, som skal gøre det lettere at forstå og komme tæt på de forsøg, der bliver udført på CERN og ikke mindst de resultater, som forskerne når frem til.

- Det er uvurderligt for de danske forskere og studerende, at de kan komme og tage del i det internationale miljø og anvende stedets avancerede teknologi og infrastruktur. Det skaber grobund for enestående idéer og innovation, udtaler Christina Egelund i en pressemeddelelse.

For at kunne være arnested for den nyeste forskning, bygger og driver CERN store partikel-acceleratorer, der baseres på de nyeste teknologier. Derfor er CERN en smeltedigel af kreativitet og afprøvning af nye ideer inden for styring og fremstilling, som hjælper de mere end 5.000 ingeniører og teknikere med at bygge, drive og vedligeholde faciliteten.

- Vi er taget til CERN for at lære nye teknologier, som kan gøre os konkurrencedygtige på langt sigt som globale virksomheder. Teknikerne på CERN har styr på mange detaljer, og er klar til at lære fra sig, udtaler Jørgen Feldberg-Ussler, senior commercial manager hos Esbjerg-virksomheden SubC Partners, som har energimarkedet som deres primære sektor.

Dygtige underleverandører er en forudsætning

De danske virksomheder er ifølge forretningsleder Henrik Bak Jeppesen fra BigScience.dk på Teknologisk Institut i høj kurs på CERN, fordi de er gode til at lære og tage ny teknologi til sig. Og teknisk dygtige underleverandører er en forudsætning for, at CERN kan få de bedste komponenter.

Der er mangel på leverandører af kamre, bælge og andet udstyr til vakuumteknologi, så CERN gør en ekstra indsats for at hjælpe danske virksomheder til at blive endnu bedre – og kunne levere høj-kvalitetsudstyr til dem.

At beherske vakuumteknologierne er desuden essentielt for at fremstille udstyr til fremtidens kvantecomputere, så udover at blive kvalificeret til at levere til CERN, ser virksomhederne også en langsigtet investering i at kunne noget unikt til et voksende marked.

- Danske virksomheder og tekniske studerende kan blive meget bedre til at bruge mulighederne for at dygtiggøre sig gennem samarbejde med de store faciliteter, som Danmark er medlem af, fortæller Henrik Bak Jeppesen.

BigScience.dk har siden 2010 hjulpet danske virksomheder med at udnytte mulighederne for både at skabe forretning og lære noget fra for eksempel CERN og ITER, den internationale termoneukleare eksperimentelle reaktor i Frankrig.

Hammel Plast, en SMV med 12 medarbejdere, deltog også i mødet med CERN:

- Vi har i mange år haft international afsætning af vores produkter og services. Samarbejdet med CERN giver os muligheden for at arbejde med øget kompleksitet i vores opgaver, hvilket flytter os som virksomhed og øger de interne kompetencer, fortæller Maja Oxholm, direktør for Hammel Plast.

- Samtidig er CERN en imponerende institution, som vi er stolte af at bidrage en lille smule til via vores viden om plastbearbejdning. BigScience.dk netværket giver os mulighed for at komme i kontakt med de helt rigtige medarbejdere på for eksempel CERN, der ellers kan være en udfordring for en SMV som vores, tilføjer hun.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101