Nyt om navne: Schneider Electric styrker kommunikationen
Schneider Electric har hentet ny communications leader i Danmark hos sit faste PR-bureau gennem mange år, Morsing.
Det drejer sig om den 53-årige Maria Kappel Carpenter, der i to år har arbejdet for Schneider Electric som seniorrådgiver og kundechef på bureausiden.
Nu er hun rykket om på den anden side af bordet og er kommet in-house hos Schneider Electric, hvor hun får det overordnede ansvar for den interne og eksterne kommunikation – både på det samlede strategiske plan og for de enkelte forretningsområder i Danmark.
Med mere end 16 års erfaring fra pr- og kommunikationsbranchen på bureau- og virksomhedssiden kommer Maria Kappel Carpenter med et bredt kendskab til den kommunikative værktøjskasse. Og som tidligere kundechef i Morsing med ansvar for Schneider Electrics presseaktiviteter i Danmark, har hun allerede et indgående kendskab til branchen og forretningen.
- I Schneider Electric arbejder vi med løsninger inden for elektrificering, digitalisering og energieffektivisering; en treenighed, der kan få Danmark i mål med den grønne omstilling. At arbejde med et klart formål og konkrete løsninger til at skabe en mere bæredygtig verden, tænder mig både kommunikationsfagligt og personligt. Det får jeg nu mulighed for at dedikere mig til 100 procent, siger Maria Kappel Carpenter om skiftet.
I den kommende tid kommer Maria Kappel Carpenter til at have særligt fokus på at videreudvikle og drive en thought leadership-indsats i Schneider Electric, der skal positionere virksomhedens fageksperter og forretningsområder overfor nøgleinteressenter.
- En af mine første opgaver bliver at samle og strukturere ”guldet” – den ekspertviden, vi allerede har i organisationen, både på tværs af forretningsenheder og landegrænser – og gøre den endnu mere tilgængelig, brugbar og inspirerende for omverdenen, siger Maria Kappel Carpenter.
Maria Kappel Carpenter er cand.mag. i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet og har – foruden rollen som kundechef i Morsing – været senior kommunikationsrådgiver hos flere kommunikationsbureauer, herunder det internationale pr-bureau Hill & Knowlton Strategies.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.