Investeringer baner vej for større energi-projekter hos EMS
Med de seneste års store udvidelse i Esbjerg har EMS fået kapacitet til større og mere komplekse opgaver. Et aktuelt eksempel er et projekt for TotalEnergies, hvor EMS står for at fremstille et avanceret gaslift-modul til Halfdan C-platformen i Nordsøen.
Modulet, der måler 11x2x4 meter og vejer 20 tons, skal levere gaslift til ni gasbrønde på Halfdan C. Hensigten er at øge gasproduktionen og forlænge brøndens produktionstid. Som ansvarlig for fremstillingen af gaslift-modulet er EMS lige nu i gang med den afsluttende testfase, inden modulet skal installeres i 2024.
- Med vores nye faciliteter har vi samlet flere kompetencer under eget tag, og vi har fået kapacitet til at håndtere flere større projekter samtidig. Det betyder også, at vores rolle ændrer sig. Vi arbejder ikke længere blot som underleverandør, fordi vi nu har kompetencerne og faciliteterne til at håndtere alle faser i et EPCI-projekt, fortæller Hardy Jeremiassen, der er head of sales and business development hos EMS, i en pressemeddelelse.
I gaslift-projektet har EMS fremstillet rammer, stål og rør. Virksomheden står desuden for montage, koordinering af underleverandører, kvalitetskontrol og dokumentation.
- Ikke mindst dokumentationen er utroligt omfattende i et projekt som dette, fordi der er meget høje krav til kvalitet og sikkerhed, når vi arbejder offshore, pointerer Hardy Jeremiassen.
Fra 80 til 115 medarbejdere
EMS har investeret over 65 mio. kr. i sin udvidelse, der består af to nye produktionshaller og en administrationsbygning, som blev indviet sidste sommer. Samtidig med byggeriet besluttede EMS at satse 100 procent på kunder i energiindustrien – det vil sige virksomheder, som enten producerer, forbruger eller flytter store mængder energi.
Den nye strategi gør EMS til totalleverandør af ingeniør-, produktions-, installations- og serviceydelser og har medført mange nyansættelser. Medregner man søsterselskabet Global Gravity, der fremstiller og udlejer løfteudstyr til olie- og gasindustrien, er organisationen over det seneste års tid vokset fra 80 til 115 ansatte. Blandt de nye folk er flere maskinmestre og maskiningeniører.
- Vi har styrket kompetencerne i ”den tunge ende”, fordi vi har en ambition om at få flere større opgaver, hvor vi er med hele vejen fra idé til installation. Gennem mange år som underleverandør har vi set masser af eksempler på, at det er muligt at optimere og forenkle nogle processer, hvis man lader de producerende komme til på et tidligere stadie i projekterne, siger direktør og indehaver Kenneth Hagelskjær.