23948sdkhjf

Skako sælger forretningsben for trecifret millionbeløb

Fynske Skako sælger aktiviteterne i Skako Concrete til investeringsselskabet Zefyr Invest IV og fokuserer dermed forretningen på de fortsættende aktiviteter i Skako Vibration

Prisen er 123 mio. kr., og transaktionen er ikke gjort betinget af væsentlige forhold eller myndighedsgodkendelser og forventes derfor allerede afsluttet i slutningen af december.

- Det succesfulde salg af Concrete er muliggjort af et enestående stykke arbejde af medarbejdere og ledelsen, som har eksekveret og realiseret en ambitiøs turnaround plan, hvilket i dag kulminerer i en attraktiv pris fra en dansk industrielt funderet køber med et langsigtet perspektiv, hvilket er et godt match for Skako Concretes videre udvikling, udtaler bestyrelsesformand for Skako, Jens Wittrup Willumsen.

- Vi er derfor meget stolte over at præsentere denne transaktion, som skaber stor værdi for aktionærerne, men samtidig også videregiver stafetten på et Concrete-selskab i topform. Vi ser nu frem til at fokusere på at videreudvikle den mest profitable og historisk hurtigst voksende del af forretningen, blandt andet som leverandør til den grønne omstilling, fortsætter han.

Før frasalget bestod Skako af to uafhængige forretningsenheder med begrænsede synergier og uden overlap af produkter, kunder, leverandører og medarbejdere. De to forretningsenheder er eksponeret overfor forskellige markeder og økonomiske cyklusser, hvor Concrete historisk set har haft en mere volatil indtjeningsprofil med en gennemsnitlig EBIT-margin (overskud før skat, red.) på -1,1 procent i 2009-2022.

Salget skaber ifølge bestyrelsesformanden mere transparens og klarhed omkring den strategiske retning for den tilbageværende forretning. Skako Vibration producerer udstyr til at flytte, separere og vaske større mængder materiale og fokus bliver at levere udstyr til segmenterne recycling, minerals og fastener/hardware.

Skako Vibration realiserede i 2022 en omsætning på 238 mio. kr., hvoraf 43 procent er fra minerals, 34 procent fra recycling, 14 procent fra fastener/hardware og 10 procent fra øvrige brancher. I 2022 var cirka 28 procent af omsætningen aftersales og service. Vibration ventes over de kommende år at realisere en årlig omsætningsvækst i niveauet 6-8 procent kombineret med en stabil ebit-margin i niveauet 8-10 procent.

Skako bevarer efter frasalget sine produktionsfaciliteter i Danmark (fastener/hardware), Frankrig (minerals) og Spanien (recycling) og beholder sit hovedkontor i Faaborg, ligesom Lionel Girieud og Thomas Pedersen fortsætter som henholdsvis CEO og CFO for det fortsættende Skako A/S.

Concrete aktiviteterne fortsætter under samme navn, Skako Concrete. Aktiviteter og medarbejdere fortsætter på uændrede vilkår i de nuværende bygninger med fortsat hovedkontor og produktionsfaciliteter i Faaborg. Steffen Kremmer fortsætter som CEO for Skako Concrete.

- I Zefyr vil vi identificere og investere i sunde nichevirksomheder, som gennem sit eget produkt har opnået en ledende markedsposition. Med overtagelse af forretningen fra Skako Concrete træder vi ind i en virksomhed, hvor der er et godt match med vores eksisterende portefølje af selvstændige danske industrivirksomheder. Det giver gode forudsætninger for den videre udvikling af aktiviteterne i Faaborg, forklarer Lars Stagaard Jensen, direktør hos Zefyr Invest.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111