23948sdkhjf

Efter tre måneder: Nu skifter kedelekspert CEO igen

Kedeleksperten Babcock & Wilcox (B&W) i Esbjerg skifter CEO for syvende gang på syv år. Den seneste direktør fik tre måneder på posten. Det skriver Metal Supplys søstermedie Energy Supply.

Det drejer sig om Per Karlsmose, der kom til 1. september 2023. Han er netop fratrådt og erstattet af Kim Bredahl Mogensen. 

Det fremgår af CVR-registeret. 

Årsagen til skiftet er endnu ukendt - Energy Supply arbejder dog på at få en kommentar fra Babcock & Wilcox. 

Kim Bredahl Mogensen er fundet in house. 

Om Kim Bredahl Mogensen

  • Han har i de seneste to år og fire måneder været senior vice president i koncernen med base i Ohio, USA. 
  • I årene 2012 til 2019 slog han ligeledes sine folder i B&W som blandt andet salgsdirektør. 
  • I årene 2019 til 2021 var han direktør og head of sales i Steinmüller Babcock Environment i Tyskland.
  • Fra 1995 til 2012 var han ansat hos Envikraft blandt andet som salgsdirektør og direktør

Kilde: CVR / Linkedin

Ny chef i Holsted

Det er ikke kun på Falkevej i Esbjerg, at der er kommet ny mand i den varme stol. Per Karlsmose var også CEO hos Babcock & Wilcox Renewable Systems med base i Holsted. Her er det Niels Christiansen, der er indtrådt som CEO. 

Også han er fundet in house. Siden februar 2015 har han været ansat i Babcock & Wilcox Renewable Systems - siden 2022 som CFO.

Og hvor Kim Bredahl Mogensen sætter sig i spidsen for en økonomisk nødlidende organisation, kan Niels Christiansen bryste sig af at stå i spidsen for en gazellevinder. 

Her er det nemlig lykkedes at øge omsætning, bruttofortjenesten og holde tallene på bundlinjen sorte i de seneste fem år og dermed placere sig på Børsens gazelle-liste.

I 2022 landede bruttofortjenesten på 161,7 millioner kroner og overskuddet på bundlinjen på 41,6 millioner kroner. Af ledelsesberetningen i 2022-regnskabet fremgår det, at selskabet forventer yderligere vækst i de kommende år. 

Gang i svingdøren

  • Kim Bredahl Mogensen erstatter Per Karlsmose, der i september erstattede Gary Campbell Cochrane, der fik knap to år på posten. Han kom til i oktober 2021, hvor han erstattede Kasper Lundtorp.
  • Kasper Lundtorp fik otte måneder på posten. Han tog i februar 2021 over efter Jimmy Brian Morgan, der har været direktør ad to omgange. Første gang fra 26. januar 2017 til 2. januar 2018. I den omgang tog han over efter mangeårige direktør John Veje Olesen og fungerede egentligt som konstitueret direktør.
  • Jimmy Brian Morgan fratræder efter sin første direktørperiode i januar 2018 og erstattes af Koen Willy Bogers.
  • I marts 2020 bytter de to imidlertid plads igen og Jimmy Brian Morgan indsættes igen på posten frem til februar 2021.

Kilde: CVR

Fra minus til minus

Kim Bredahl Mogensen sætter sig altså i chefstolen i en virksomhed, der har mange års millionminus med i bagagen. Det var dog begyndt at se nogenlunde fornuftigt ud i regnskabet for 2021.

I 2021 var det lykkedes virksomheden at reducere milliardminusset fra 2018 til et minus på små 48 mio. kr. Af ledelsesberetningen i regnskabet i 2021 kunne man læse. at forventningen var at ramme et resultat på bundlinjen for 2022 på et rundt 0 eller lige der under.

Det er dog ikke lykkedes. Virksomheden har næsten doblet op på bundlinjeminusset og har ramt 95 mio. kr. i røde tal. Samtidig er den negative egenkapital vokset fra 20,9 mio. kr. til 116 mio. kr.

Der er dog ikke røde tal over hele linjen. Omsætningen er steget med 193 mio. kr. til 581 mio. kr. Det skyldes øget aktivitet i forbindelse med større projekter.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098