Optimismen spirer hos fynsk vindmølle-virksomhed: Nu kommer væksten
Dencam Composite, der har fabrikker i Kirkeby og Faaborg på Fyn samt i Rudkøbing på Langeland, har for alvor fået gang i hjulene. Virksomheden har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2023, men direktør Jens Dalgaard Andersen understreger, at det bliver ”meget bedre” end 2022, hvor man hentede et overskud før skat på 15,3 mio. kr. Det skriver Fyens.dk.
Virksomheden beskæftiger lige nu 250 medarbejdere, og Jens Dalgaard Andersen fortæller, at man nu for alvor begynder at mærke den vækst, der er talt om gennem flere år i vindmølleindustrien.
- Politisk begynder man at indse, at man skal få noget mere speed på. Man skal ud af gassen fra Rusland, men der er også den langsigtede tendens, hvor man skal væk fra fossile brændstoffer. Og så tør man investere. Der er simpelthen en større tro på, at ordrene kommer nu, siger Jens Dalgaard Andersen til Fyens.dk.
Dencam Composite fremstiller blandt andet forme til vindmøllevinger.