Afmatning giver dyk i overskuddet hos producent af landbrugsmaskiner
Bogballe, der producerer gødningsspredere, kunne ikke leve op til de seneste års rekordregnskaber, da der blev sat punktum for 2022/2023.
Overskuddet før skat faldt nemlig med hele 27,6 mio. kr. til 84,7 mio. kr. Det skriver Landbrugsavisen.
- Bogballe har været og er en solid og indtjeningsstærk virksomhed. Vi har oplevet en generel markedsafmatning, men på Agritechnia lancerede vi nogle nye produkter, hvor vi slår hårdere på præcisionsgødning, hvor vi i forvejen står stærkt, siger administrerende direktør Karsten Skovgaard Nielsen til Landbrugsavisen.
Han erklærer sig dog tilfreds med resultatet set i lyset af den globale afmatning, og forventer i indeværende regnskabsår et resultat på samme niveau.
Regnskabsår | 2022/2023 | 2021/2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 125,5 | 158,0 |
Resultat af primær drift | 86,5 | 114,8 |
Resultat før skat | 84,7 | 112,3 |
Årets resultat | 66,0 | 87,6 |
Balancestatus | 125,4 | 110,5 |
Egenkapital | 82,3 | 66,3 |
Antal ansatte | 63 | 65 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.