Vestas vil åbne ny fabrik med 1.000 medarbejdere
Der er udsigt til massiv udbygning af europæisk offshore-vind i de kommende år, og for at positionere sig bedst muligt vil Vestas nu bygge en ny fabrik i den polske by Szczecin.
Fabrikken skal producere vinger til Vestas’ største mølle, V236-15.0 MW, og forventes at være i drift i 2026.
Fabrikken ventes at få mere end 1.000 medarbejdere, og sammen med Vestas’ tidligere annoncerede planer om at åbne en montagefabrik i Szczecin, bliver der tale om mere end 1.700 direkte jobs.
- Vestas har til hensigt at lede udviklingen af en bæredygtig forsyningskæde i Europa, der kan levere den skala, der er nødvendig for at imødekomme den forventede vækst i efterspørgslen efter havvind. Vores planer for to nye offshore-fabrikker i Polen understreger, at Europa kan sætte skub i vindindustriinvesteringer og grønne job med de rigtige langsigtede politiske forpligtelser til havvindprojekter, siger Tommy Rahbek Nielsen, COO hos Vestas.
- Polen er ved at transformere sit energisystem og er et lovende vindenergimarked med gode vindforhold både på land og offshore. Polen har en højt kvalificeret arbejdsstyrke og en voksende vindindustri, der kan blive et offshore-hub for Østersøregionen og resten af Europa. Vi har været markedsleder i Polen i mere end 20 år, og jeg er beæret over at kunne annoncere vores næste investeringsplaner i Szczecin, siger Nils de Baar, president for Vestas Northern & Central Europe.