23948sdkhjf

Kvinde i front for SMC Danmark

Joan Nowak Høgh overtager ledelsen af det japanskejede selskab SMC Danmark

Fra årsskiftet har SMC Danmark i Horsens fået ny administrerende direktør. Joan Nowak Høgh, 42 år, har overtaget posten efter Steen Herbild, som nu er gået på pension.

Joan Nowak Høgh har været en del af SMC Danmark siden 2006. Hun startede i internt salg, hvor hun hurtigt fik smag for salg. Efter kun få år med egne kunder og distrikt, overtog hun rollen som salgschef. Denne rolle bevarede hun i mange år, før hun blev country manager den 1. juni 2023.

- Jeg overtager ledelsen af en sund, stabil og veldrevet virksomhed, så vi holder fast i vores strategier om at være markedsledende. Vores styrke er, at vi møder vores kunder i øjenhøjde, og så har vi en rigtig stærk og bred produktportefølje, siger Joan Nowak Høgh i en pressemeddelelse.

SMC Danmark råder over et produktsortiment med mere end 12.000 produkter, som fås i over 700.000 forskellige varianter. Produktionen af tekniske komponenter foregår ifølge Joan Nowak Høgh med stigende opmærksomhed på bæredygtighed og reduceret CO2-aftryk, som markedet i højere og højere grad efterspørger.

- Det ligger dybt i vores DNA, at vi skal være vækstorienterede og innovative, og at vi skal være lydhøre over for vores kunder. Derfor er det også vigtigt, at organisationen internt er stærk. Og dér kan den japanske kultur noget. Vi værner om vores medarbejdere og lægger stor vægt på kontinuerligt at udvikle og dygtiggøre dem. På den måde skaber vi grobund for, at man kan udvikle sig og gøre karriere inden for SMC, både i Danmark og udlandet, understreger den nye direktør.

Hun fortæller yderligere hvilke områder SMC Danmark vil fokusere på.

- Vi kommer fremadrettet til at øge vores fokus på maskinbyggere og industrivirksomheder, gennem et øget samarbejde mellem datterselskaberne i Norden og Baltikum for bedre at kunne udnytte knowhow i forbindelse med rådgivning samt synergier og ressourcer, og det vil de danske maskinbyggere helt sikkert komme til at mærke. Fremover trækker vi på ekspertise fra 250 eksperter, 150 med daglig direkte kundekontakt, og alle sælgere samt ledere vil deltage i en intensiv træning i produkter og salg - det bliver nøglen til succes, siger hun.

Det japanske moderselskab, er repræsenteret i 80 lande, som i alt beskæftiger 23.000 medarbejdere, hvoraf de 35 er ansat i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109