23948sdkhjf

Her er verdens mest bæredygtige virksomheder: Seks af dem er danske

Den anerkendte Global 100 ranking fra canadiske Corporate Knights er netop offentliggjort.

Endnu en gang er en række danske selskaber at finde på listen. Nemlig Vestas, Ørsted, Chr. Hansen Holding, Novozymes, Novo Nordisk og Coloplast.

Tilbagegang for energien

Set med energibrillerne på er det positivt at finde både Vestas og Ørsted på listen. Vestas ligger nummer et i sin kategori "Machinery and manufacturing", mens Ørsted også brillerer med en førsteplads i sin kategori "Power Generation". 

Samlet set har begge virksomheder dog taget et skridt ned af rangstigen. Vestas ligger nummer tre på listen, hvor man sidste år lå nummer to på listen. Ørsted er rykket fra plads nummer 13 til plads nummer 17. 

Ikke desto mindre glæder det Ingrid Reumert, senior vice president og direktør for kommunikation og bæredygtighed hos Ørsted.

- Vi er glade for at blive anerkendt af Corporate Knights som verdens mest bæredygtige udvikler af grøn energi. Det kræver ambitioner, grundighed og stærke partnerskaber at arbejde seriøst med bæredygtighed – og det er afgørende i vores arbejde med at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, siger hun i en pressemeddelelse. 

Det er i øvrigt femte år i træk, at Ørsted er at finde på listen. 

Frem og tilbage

Overordnet set er der tilbagegang for Vestas og Ørsted. De øvrige danske selskaber på listen noterer sig både fremgang og tilbagegang. Samtidig er der poppet en ny virksomhed op på listens nummer 53 nemlig Novo Nordisk. 

Chr. Hansen Holding kan igen i år indtage en bedre placering end sidste år. Selskabet er røget fra en 18. plads til en placering i listens top 10 nemlig som nummer otte. 

Både Novozymes og Coloplast er rykket langt ned på listen i forhold til sidste år. 

Novozymes ligger nu på 58. pladsen mod 23. pladsen sidste år, og Coloplast er rykket fra en 43. plads til en 78. plads. 

Om Corporate Knights' Global 100-index

Corporate Knights’ Global 100-indeks er en årlig rangordning af verdens 100 mest bæredygtige selskaber. Indekset går på tværs af sektorer som industri, finans, IT, forbrugsvarer og sundhed.

For at bestemme 2024-ranglisten har Corporate Knights analyseret og sammenlignet 6.733 virksomheder på baggrund af op til 25 kvantitative bæredygtighedsparametre, som vægtes ud fra den enkelte industris bæredygtighedsprofil.

Kilde: Ørsted

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.163