Mekoprint vokser på omsætningen, men omkostninger åd i indtjeningen
Markedsforholdene er udfordrende, men væksten er fortsat hos den danske industrikoncern Mekoprint.
I hvert fald på omsætningssiden, hvor Mekoprint endte med at omsætte for 761 mio. kr. Historien var dog en anden på bundlinjen, der blev halveret men alligevel endte på 18,1 mio. kr. Den tilbagegang er der dog en god forklaring på, lyder det fra CEO Anders Kold.
- På trods af det lavere resultat er den økonomiske udvikling tilfredsstillende set i lyset af, at vi ligesom andre industrivirksomheder er påvirket af markedsforhold, der ligger uden for vores kontrol. Det handler især om stærkt stigende omkostninger til renter, lønninger og råvarer, som vi ikke i fuldt omfang har kunnet sende videre til kunderne, udtaler Anders Kold i en pressemeddelelse.
Trofaste kunder
Nordjyske Mekoprint, som udvikler og producerer komponenter til elektronik- og industrivirksomheder inden for blandt andet medico, automation og green-tech, er derfor overordnet godt tilfreds med året, der er gået.
- Vi har oplevet en afmatning i den markedsmæssige efterspørgsel på mange kunders eksisterende produkter, men til gengæld har vi stor aktivitet på nye udviklingsopgaver fra både eksisterende og nye kunder. Derudover er vi lykkedes med to store opkøb inden for mikrodrejning og betjeningsløsninger, som tilsammen gør, at vi har været i stand til fortsat at løfte omsætningen, lyder det fra Anders Kold.
Han fortæller videre om vigtigheden i de langvarige kundeforhold, hvor langt størstedelen af omsætningen hentes.
- Vores afgørende succeskriterie for den gode udvikling og sparring med kunderne er langsigtede partnerskaber. Derfor er vi også særligt stolte over, at det stadig er over 60 procent af omsætningen, der er relateret til kunder, som vi har samarbejdet med i mere end 10 år, mens kun 11 procent er relateret til kundeforhold, der er mindre end fem år gamle.
Vigtige opkøb
Et andet højdepunkt både i seneste regnskabsår og de seneste år generelt har været de generelle investeringer i forretningen og opkøb.
Ved udgangen af 2022/2023-regnskabsåret har Mekoprint over en periode på tre år foretaget investeringer for over 250 mio. kr.
I september 2022 købte Mekoprint 67 procent af aktierne i Microturn, som er specialist i mikrodrejede komponenter, og i efteråret 2023 overtog Mekoprint virksomheden Seritronic, der løftede Mekoprints kompetencer indenfor udvikling og fremstilling af specialdesignede betjeningsløsninger, industrielle grafiske folier og totalløsninger.
- Vi styrker os løbende med investeringer indenfor vores forskellige specialer, og det giver endnu bedre muligheder for, at vores kunder kan samle en stadig større del af deres udviklingssparring, indkøb og produktmontage hos os i stedet for at skulle købe ind fra mange forskellige leverandører og selv stå for al montage. Derfor er vi i stigende grad i dialog med kunder om at lave totalløsninger, udtaler Anders Kold.
Regnskabsår | 2022/2023 | 2021/2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 760,7 | 727,4 |
Bruttofortjeneste | 321,4 | 306,7 |
Resultat af primær drift | 32,2 | 51,7 |
Resultat før skat | 25,2 | 46,2 |
Årets resultat | 18,1 | 36,5 |
Balancestatus | 590,9 | 533,1 |
Egenkapital | 198,8 | 179,8 |
Antal ansatte | 693 | 665 |
Kilde: CVR |