Vindvirksomhed henter to nye medejere hos konkurrent
1. februar er to nye ledelsespartnere trådt ind i ejerkredsen i Navitas Wind. Maciej Suchy og Adam Bartelik er begge blevet executive partnere.
Kuno Jacobsen, CEO i Navitas Wind, siger i en pressemeddelelse:
- Vi har siden starten i 2019 brugt mange interne ressourcer på at skabe et robust fundament at stå på i Navitas Wind A/S. I ledelsen har vi arbejdet fokuseret på at udvikle en organisation med et stærkt, arbejdsomt drive og med et professionelt mindset – til såvel kunder som medarbejdere. Nu går vi ind i Navitas’ femte leveår og fortsætter vores vækstrejse sammen med Maciej Suchy og Adam Bartelik, så vi – blandt andet – kan udvikle virksomhedens EPC-kompetencer, udvide vores forretningsområde, samt sætte endnu mere fokus på de internationale projekter.
Internationale og erfarne kræfter
Maciej Suchy kommer med en omfattende operationel og kommerciel erfaring inden for vindenergisektoren og har sit særlige fokus på byggeprojektledelse, salg og forretningsudvikling samt personaleledelse. Han har siden 2009 arbejdet hos serviceleverandøren Fairwind, hvor han senest havde titel af chief commercial officer.
- Jeg føler mig ekstremt heldig og begejstret over at blive en del af Navitas Wind A/S, hvor kvalitet og service opnås gennem en innovativ tilgang til arbejdet, og hvor arbejdsteamet fokuserer på at levere deres bedste til kundernes tilfredshed. Hvor sejt, er det ikke? Med ydmyg respekt forpligter jeg mig til at gøre mit bedste for at bidrage til yderligere vækst for Navitas Wind A/S med alle nye innovative projekter, udtaler Maciej Suchy.
Adam Bartelik skal i Navitas Wind bidrage med stærk eksekvering og projektteknisk erfaring inden for energibranchen med speciale i styring af byggeprojekter, personaleledelse og udvikling af nye koncepter. Han har ligeledes en fortid hos Fairwind, hvor han arbejdede i perioden 2008-2022, senest med titel af chief technology officer.
- At skabe, udvikle og konstant forbedre virksomheden og dens potentiale, så alle er stolte af at være en del af den. Det er, hvad der motiverer mig til at arbejde med Navitas Wind A/S. Her finder jeg passion og udfordringer sammen med folk, der deler samme vision som jeg. Jeg glæder mig til at videreudvikle Navitas Wind A/S, der imødekommer kundernes behov og er et ideelt arbejdssted for vores medarbejdere, siger Adam Bartelik
Navitas Wind, der har base i Hedensted, er serviceleverandør til vindmølleindustrien. Det drejer sig blandt andet om transport, installation, montering, kvalitetssikring og levetidsforlængelse af vindmøller.
Virksomhedens strategiske beslutning om at byde Maciej Suchy og Adam Bartelik ombord er et vigtigt skridt i at styrke virksomhedens kapaciteter. Målet er at udvide virksomhedens geografiske rækkevidde og udvide løsningsporteføljen til kunderne og positionere Navitas som en alt-i-én-hub inden for vedvarende energisektor.