23948sdkhjf

Norske iværksættere flytter til Danmark for at realisere robot-startup

Deres drøm er at beskytte Nato-soldater, så de vender sikkert hjem til familien. Og selv om drømmen startede i Norge, skal den realiseres nu i Danmark

To norske iværksættere og tidligere soldater er netop flyttet til Odense, efter at Odense Robotics StartUp Fund har bevilliget plads i Teknologisk Instituts eftertragtede robotinkubator.

Her skal de videreudvikle deres robot, der hjælper specialstyrker, soldater og politi med at skyde præcist under en ildkamp.

- Robotten kan gøre en kæmpe forskel for soldater og politistyrker i hele Nato-fællesskabet. Den bruges allerede i dag af Forsvaret i Danmark og Norge til at gøre skydetræningen mere realistisk og ruste styrkerne til trusselsituationer i virkeligheden. Det handler om soldaters og politimænds egen overlevelse og evnen til at beskytte sin makker eller sine indbyggere, siger Kenneth Skorpen, stifter og CEO af Blinktroll Robotics.

Omfattende militær erfaring

Skydetræning er helt afgørende for specialstyrker, soldater og politimænd, men som regel er skydeskiverne statiske. Det er dermed først i en reel kampsituation, at de lærer at skyde på bevægende mål - og det er netop problemet, som iværksætterne bag Blinktroll Robotics gerne vil løse.

De har designet et fleksibelt system, hvor skydeskiver fæstnes til en robot, som spændes på et tov eller kabel og betjenes via en tablet. I modsætning til de konkurrerende løsninger på markedet i dag kan Blinktroll Moving Target System nemt sættes op og tages ned uden store investeringer i infrastruktur.

Det giver rigtig god mening, siger Kenneth Skorpen, som har mere end 10 års erfaring fra det norske forsvar og specialstyrkerne, hvor han blandt andet har været udstationeret i Afghanistan.

- Ideen kom, da jeg var i Forsvaret og gennemgik skydetræning med statiske mål. Det var simpelthen for langt fra den virkelige verden, hvor stort set alle trusler, du møder, er i bevægelse. Så jeg begyndte at bygge Blinktroll som et hobbyprojekt i min garage. Jeg vil give soldater, betjente og sikkerhedsstyrker de bedste redskaber til at overleve, så de kan komme sikkert hjem til deres familier igen, siger den 48-årige iværksætter.

Skal beskytte Nato-soldater og politimænd

Produktet er allerede solgt i flere europæiske lande herunder til enkelte specialstyrker i det danske, tyske og norske forsvar. Herudover er robotten solgt til politiet i Belgien og Norge, blandt andet i deres hjemby Bergen, hvor alle nye politiaspiranter går igennem træning med Blinktrolls robot.

I dag har op til 1.000 soldater og politimænd allerede trænet med Blinktroll Moving Target System. Markedet er kæmpestort, vurderer iværksætterne, som vil fokusere udelukkende på Natos behov.

- I Nato er der mere end tre millioner soldater eller politimænd, som er blevet bedt om at bære våben for at sikre vores interne og eksterne sikkerhed. Vores mål er at give hver eneste en af dem de træningsværktøjer, de fortjener, så de kan gøre deres job så godt, effektivt og trygt som muligt, siger Kenneth Skorpen, som sidste år fik Øystein Hatlestad Hovland med på teamet som COO.

Opskalering med hjælp fra dansk robotfond

Nu ønsker iværksætterne at tage virksomheden til det næste niveau. Blinktroll Robotics vil gerne øge salget til Nato-lande i Europa, udvide deres produktsortiment og inden for kort tid entrere på det amerikanske marked.

De er netop blevet optaget af Odense Robotics Startup Fund, som giver robot- og dronestartups fra Danmark og udlandet adgang til soft funding og et dedikeret inkubatormiljø hos Teknologisk Institut i Odense.

Gennem Odense Robotics Startup Fund bliver iværksættere også matchet med en række toneangivende mentorer fra robotbranchen – blandt andet serieinvestoren Thomas Visti, tidligere medejer af robotsucceser som Universal Robots og Mobile Industrial Robots og nu også kendt fra Løvens Hule på DR.

- Hardware tech er ikke særlig trendy i Norge, og der er ikke et stort iværksættermiljø. Derfor flytter vi til Odense for at være en del af Odense Robotics Startup Fund og inkubationsmiljøet hos Teknologisk Institut. Her kan vi få hjælp fra nogle af de dygtigste i den danske robotbranche til at videreudvikle vores produkt og produktsortiment, skalere internationalt og tappe ind i det store robotnetværk her i Danmark. Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang, siger Kenneth Skorpen og smiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172