Mikrodrejede komponenter på den halve tid
Imas' nye ringdrejeautomat, Escomatic D6 Ultra blev installeret på maskinfabrikken i Greve i begyndelsen af februar, hvorefter medarbejderne blev oplært i at stille den nye maskine op til produktion af bittesmå emner.
- Ved at flytte vores manuelle arbejde har vi skabt plads til ringdrejeautomaten i vores afdeling for mikrodrejning, siger direktør Allan Rasmussen i en pressemeddelelse.
- Her midt i februar er maskinen allerede i sving, da vi snart skal levere 100.000 nye bittesmå messingemner til en af vores gode faste kunder, tilføjer han.
Hurtigere og med mindre materialeforbrug
Den nye ringdrejeautomat kan anvendes til bearbejdning af emner mellem Ø 0,3 og 4 mm. Bearbejdningen foregår markant hurtigere end med traditionelle langdrejere, idet maskinen fungerer på en anden måde end traditionelle mikrodrejere.
- På Escomatic kan vi halvere produktionstiden for emnerne, da det er værktøjerne og ikke emnerne, der bevæger sig. Desuden bliver materialet til bearbejdning tilført via en spole med op til 300 meter tråd, modsat de traditionelle mikrodrejere, som skal fodres med stænger på 3-4 meter, forklarer Allan Rasmussen.
Når materialet tilføres i form af tråd fra en spole, er der ingen reststykker ved produktionen. Dette understøtter også Imas' bestræbelser på konstant at reducere ressourceforbruget i produktionen af komponenter.
Kursus på den nye ringdrejeautomat
Det schweiziske firma Esco, som fremstiller ringdrejeautomaten, har også stået for oplæringen af Imas' medarbejdere i at stille den nye CNC-maskine op til produktion af forskellige emner.
De to erfarne industriteknikere, Claus Jørgensen og Yichan Xing, har deltaget i et intensivt kursus på den nye ringdrejerautomat. Et kursus, som Escos schweiziske tekniker, Hugo Wojtun, stod for.
- Det har været spændende at blive oplært i den nye ringdrejeautomat. Det er en helt ny type maskine, som der indtil videre kun findes to af i Danmark, siger en begejstret Claus Jørgensen, og tilføjer:
- Det er altid spændende med nye maskiner, og denne her kommer til at gøre en kæmpe forskel for os, når vi skal bearbejde større partier af meget små emner. Fordi materialet er viklet op på en stor spole, kan maskinen køre uendeligt længe, før vi skal tilføre nyt materiale.
Investerer ofte i den nyeste teknologi
Det er en bevidst strategi fra Imas' side altid at være på forkant og investere i den nyeste teknologi til maskinfabrikken.
- Det motiverer medarbejderne at få nyt udstyr indimellem, hvilket er vigtigt. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi med den nye ringdrejeautomat kan producere kvalitetsemner endnu hurtigere og mere materialeøkonomisk end før, siger Allan Rasmussen.
- Mange maskinfabrikker foretrækker ofte det, de allerede kender. Det gælder ikke for Allan Rasmussen og Imas. De er ikke bange for at være first movers, siger René Herringe, direktør hos JBH Tools, der har leveret den nye ringdrejer til Imas.
Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.