Svenskere vil have en bid af lukrativt dansk marked
Som et led i den grønne omstilling rejses der i disse år masser af solcelleanlæg i Danmark. Uanset om der er tale om solceller monteret på tag eller på en mark kræver det monteringssystemer i metal.
Dem producerer man hos svenske Mapab. Navnet er forkortelse af Mullsjö Aluminium Produkter Aktie Bolag, som ligger nær søen Vättern øst for Göteborg, og har 15 medarbejdere.
Mapab vil nu ind på det danske marked, og derfor har man indgået samarbejde med Torben Sten, Salespower, om salg og markedsføring af selskabets produkter.
- Systemerne har vist sig meget konkurrencedygtige især på det svenske marked, som for visse dele af Sverige er meget lig danske forhold. Mapab har derfor store forventninger til det danske marked godt hjulpet af den billige svenske kronekurs, fortæller Torben Sten.
Mapab laver sine monteringssystemer i aluminium, og de passer til alle typer tag, samt facade- og markinstallationer.
Virksomheden startede oprindeligt med produktion af indglasningssystemer i aluminium til altaner tilbage i 1994. Fra 2006 ændredes fokus dog til udelukkende at bestå af produktion af monteringssystemer til solcelle- og solpanelanlæg.
Udover Sverige, og snart Danmark, har Mapab også salg i Tyskland.