Opkøb skæpper på bundlinjen hos Danfoss
I de seneste år har Danfoss gennemført tre store opkøb: Bock Compressors, Eatons hydraulikforretning samt etableringen af Danfoss Semikron.
Fælles for alle opkøb er, at de naturligvis bidrager markant til det omsætningsløft, Danfoss har oplevet i de seneste år, men de bidrager også til en forbedret indtjening. Det skriver Børsen.
- Effektiviteten i alle virksomheder, vi overtager, er ikke helt på højde med Danfoss. Men det går vi selvfølgelig straks efter et opkøb i gang med at ændre på, så vi får øget indtjeningen i nye aktiviteter, siger koncernøkonomidirektør Jesper V. Christensen til Børsen.
Danfoss offentliggjorde onsdag regnskab for 2023, og det viste en organisk vækst i omsætningen på 4 procent. Driftsresultatet efter afskrivninger blev dog forbedret med hele 10 procent, og det tilskriver Jesper V. Christensen blandt andet optimeringerne i de opkøbte virksomheder.