23948sdkhjf

Energiklynge nominerer tre projekter til Årets Innovationspris: Her er de

Same procedure as last year. 

Igen i år kårer Energy Cluster Denmark vinderen af Årets Innovationsprojekt. Klyngen har netop offentliggjort de tre nominerede til prisen i 2024.

Det drejer sig om tre afsluttede samarbejder om innovation, hvor forskere og virksomheder har lagt fælles kræfter i ny energiteknologisk innovation, fortæller Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.

- Blandt vores portefølje af mere end 100 aktive innovationsprojekter er tre med i opløbet til at blive årets innovationsprojekt. De er blevet færdige i det forgangne år – og vi er stolte af at kunne præsentere fantastiske samarbejder om grøn energiteknologi; produkter og services, der flytter energisektoren fremad i en positiv retning til gavn for os alle sammen. De tre projekter – og resten af energiklyngens portefølje – hjælper samfundet på vej, når det gælder CO2-reduktioner samt øget vækst og arbejdspladser, og vi glæder os til at kåre vinderen i begyndelsen af maj sammen med alle vores medlemmer, udtaler Glenda Napier i en pressemeddelelse. 

Tre innovative projekter

De tre nominerede i 2024 er projekterne Acomar, Biogas PtX - E-metan og Decomblades.

I Acomar har parterne udviklet en specialdesignet undervandsrobot, der autonomt kan inspicere og fjerne marine begroninger offshore. 

Parterne i Biogas PtX - E-metan har med PtX-anlægget, der er installeret på Nature Energys biogasanlæg i Glansager, skabt et anlæg, der på kommerciel basis øger produktionen af biogas via elektrolyse og biologisk metanisering.

I Decomblades har parterne arbejdet på en øget cirkulær produktion af vindmøllevinger i vindindustriens værdikæde. Partnerne har adskilt vingemateriale i en pyrolyseproces, hvor den genanvendte glasfiber fra udtjente vinger er anvendt til smeltning af stærkere glasfibre, der kan bruges i produktion af nye vindmøllevinger.

Vinderen vælges af alle medlemmer af Energy Cluster Denmark og kåres på Energy Cluster Denmarks årsmøde den 2. maj i København.

Om de nominerede

Acomar:
En specialdesignet undervandsrobot, der autonomt kan inspicere og fjerne marine begroninger offshore. Teknologien kan arbejde uafhængigt af store miljøbelastende fartøjer, som bruges til afrensningsopgaven offshore i dag. Robotten kan sættes i drift direkte fra et vindmøllefundament eller en olie- og gasplatform, og kræver kun en tilgængelig support-funktion, mens opgaven udføres. Det forventes, at konceptet vil reducere omkostningerne ved afrensning med 30-40 procent.

Partnere i Acomar var: Siemens Gamesa Renewable Energy, Totalenergies Danmark, SubC Partner, Mati2ilt, Sihm Højtryk, Eiva og Aalborg Universitet. Acomar blev støttet af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling.

Biogas PtX – E-metan
Verdens første biologiske power-to-X-anlæg, der på kommerciel basis øger produktionen af biogas via elektrolyse og biologisk metanisering. En særlig gevinst ved anlægget i Glansager er, at det kan tændes og slukkes efter behov, når der for eksempel er overskud af strøm fra grønne energikilder. Dermed er anlægget med til at balancere energisystemet, når der produceres mere grøn strøm, end der forbruges.

Projektet blev støttet af midler fra React-EU-programmet, og partnerne var: Nature Energy, X Automation og Syddansk Universitet.

Decomblades
Øget cirkulær produktion af vindmøllevinger i vindindustriens værdikæde. Partnerne har adskilt vingemateriale i en pyrolyseproces, hvor den genanvendte glasfiber fra udtjente vinger er anvendt til smeltning af stærkere glasfibre, der kan bruges i produktion af nye vindmøllevinger. Et resultat fra Decomblades er også industrielle materialepas for udtjente vinger, der gør det enkelt for genvindingsvirksomheder, der skal håndtere vingerne, at skille dem ad, når de skal genbruges.

Partnerkredsen bag Decomblades bestod af: Ørsted, LM Wind Power, Vestas, Siemens Gamesa, FLSmidth, Makeen Energy, HJ Hansen Recycling, Syddansk Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Projektet modtog støtte fra Innovationsfonden.

Kilde: Energy Cluster Denmark

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09