23948sdkhjf

Grene fusionerer med hollandsk konkurrent

Landbrugsgrossisten fusionerer med hollandske Kramp og bliver Europas største leverandør og distributør til landbruget.
Den nye koncern får en samlet omsætning på knap 5 mia. kr. og aktiviteter i 22 europæiske lande. Det danske industrikonglomerat Schouw & Co., der har ejet Grene siden 1988, fortsætter som medejer.

- En oplagt fusion med helt evidente fordele.

Således benævner administrerende direktør i Schouw & Co. Jens Bjerg Sørensen sammenlægningen af danske Grene og hollandske Kramp, der torsdag morgen blev offentliggjort.

Grene, der om to år kan fejre sin 100 års fødselsdag, har de seneste 25 år udviklet sig fra at være en mindre dansk landbrugsgrossist til at være blandt de førende i Norden, Polen, Baltikum og Rusland. Grene omsatte i 2012 for 1,35 mia. kr. og tjente et driftsresultat (EBITDA) på 130 mio. kr. hjem til ejerne i Schouw & Co.

Ambitiøs målsætning
Hollandske Kramp er med en omsætning i 2012 på 3 mia. kr. storebroderen i forholdet. Virksomheden opererer i 16 europæiske lande, men har kun overlappende interesser med Grene i Rusland og Polen:

- Grene og Kramp er ganske simpelt det perfekte match. De to virksomheder komplementerer hinanden i en meget udpræget grad, og derfor tillader vi os at have en ambitiøs målsætning frem mod 2017, hvor vi skal have rundet en omsætning på 1 mia. euro svarende til 7,5 mia. kr. og en indtjeningsgrad på 13 procent (EBITDA), pointerer Jens Bjerg Sørensen.

Schouw & Co. fortsætter sit mangeårige ejerskab og får efter fusionen en ejerandel på 20 procent i det nye selskab og en ud af de fire pladser i bestyrelsen. Schouw & Co. deler aktierne med den hollandske fond NPM Capital (32 procent) og ledelsen i selskabet (48 procent), og hos Schouw & Co. er man meget tilfredse med ejerandelen og den fremtidige konstellation:

- Vi er industriarkitekter med et langt sigte og med en klar mission, der tilsiger, at vi udvikler vores portefølje-virksomheder og kun ejer, så længe vi kan understøtte den enkelte virksomhed mest optimalt, forklarer Jens Bjerg Sørensen, og fortsætter:

- I foråret afhændede vi Martin Professional, fordi amerikanske Harman på sigt kunne udvikle virksomheden bedre end vi. På samme måde vil Kramp/Grene-konstellationen blive en absolut fordel for Grene - forskellen er dog, at vi bliver som medejere, og at vi fortsat mener at kunne skabe værdi i samarbejde med Kramp, forklarer han videre.

Ledelse fortsætter
Målsætningen er at fortsætte sit markedslederskab i Norden, Tyskland, Holland, Belgien, Polen samt De Baltiske Lande og at ligge i top tre i de øvrige lande.

Grene og Kramp beholder sine nuværende navne på samtlige europæiske markeder med undtagelse af Polen, hvor de to virksomheder i dag er konkurrenter. Her bliver Kramp-teamet fusioneret ind i Grene, der med blandt andet 90 butikker er markedsleder og storebroderen på det marked. I Rusland samarbejder de to virksomheder i forvejen: Her stiftede de to i 2010 et fælles selskab, der med en 50/50 ejerandel er de to virksomheders ben ind i Rusland.

Det nye selskab vil blive ledet af den nuværende direktion, der består af CEO Eddie Perdok og CFO Hans Scholten. Grenes danske administrerende direktør Carsten Thygesen sættes ud over sit hidtidige ansvarsområde også i spidsen for en meget vigtigt synergi task force, der skal operere på tværs af de 22 lande.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094