Vestas slanker topledelsen: Slår to afdelinger sammen
Vestas ændrer i organisationen og slår de to afdelinger Technology (CTO) og Manufacturing & Global Procurement (COO) sammen.
Den fælles afdeling får navnet Technology and Operations og får tidligere CTO Anders Nielsen som øverste ansvarlige med titel af CTOO.
Det betyder til gengæld, at den hidtidige COO, Tommy Rahbek, forlader Vestas efter mere end 25 år hos vindmølleproducenten. Det sker med udgangen af juni.
- Vestas har opbygget en stærk ordrebeholdning på tværs af onshore, offshore og service mod slutningen af dette årti, og vi annoncerer i dag det næste skridt i vores organisatoriske udvikling for at leve op til vores kundeforpligtelser. Den forenede CTOO-organisation vil hjælpe med at accelerere ramp-up og industrialisering på tværs af Vestas og industrien ved at forenkle grænseflader, samarbejde og styrke vores end-to-end tilgang, siger CEO Henrik Andersen.
Den nye organisation ventes at være endeligt implementeret i løbet af tredje kvartal. Omstruktureringen kommer ikke til at påvirke Vestas’ medarbejdere på operationelt niveau.