23948sdkhjf

Osvald Jensens version 3.0 omstiller grønt

Tandhjulsproducenten Osvald Jensen A/S har taget klimaudfordringen op i scope 1, 2 og 3. Virksomhedens direktør savner dog en generel dialog mellem SMV’er og store virksomheder om, hvad de forventer af deres underleverandører i scope 3.

Tandhjulsproducenten Osvald Jensen A/S har fået ny adresse tre gange i sine 113 år, og hver gang har virksomheden genopfundet sig selv med respekt for sin historik og fundament.

Osvald Jensen A/S har netop pakket sin klimaklare version 3.0 af virksomheden ud af flyttekasserne efter flytning fra Brøndby til nyrenoverede fabrikslokaler i Skovlunde for nylig.

”Osvald Jensen version 3.0 får en ny visuel identitet, som afspejler de andre værdier, blandt andet inspireret af FN’s verdensmål, vi pejler efter nu. Klima, bæredygtighed og energibesparelser bliver bærende søjler for os og er det faktisk allerede i dag. Vores nye fabrikslokaler fortæller en stor del af den historie med energikorrekt ventilation, genindvinding af varme og solceller på taget i løbet af i år,” fortæller ejer og adm. direktør for Osvald Jensen, Lotte Bruun Jensen.

Vi kan ikke trylle en LCA frem for et produkt, vi har udviklet til én bestemt kunde. Derfor ville det være rart med en dialog med de store virksomheder om deres scope 3-forventninger til SMV’er som vores. Lotte Bruun Jensen, adm. direktør, Osvald Jensen A/S.

De første skridt i retning af sin grønne omstilling tog virksomheden ved at deltage på det andet hold i DI-udviklingsforløbet Klimaklar Produktionsvirksomhed i 2022. 

”Klimarådgiveren fra DI gav os megen praktisk viden og input til, hvordan vi kan reducere vores klimaaftryk, og hvordan vi måler effekten af den reducerede CO2-udledning. Den viden har vi som lille produktionsvirksomhed benyttet til at udarbejde klimaregnskab for 2021 og vi er godt i gang med 2022 og 2023,” fortæller Lotte Bruun Jensen.

Osvald Jensen A/S har drejet på CO2-knapper i primært scope 1 og 2 og er dykket dybt ned i scope 3, som er den CO2-udledning, virksomheders produkter påføres af eksterne som for eksempel råvarer fra leverandører. Osvald Jensen A/S ser blandt andet sine indkøb kritisk efter i sømmene.

”I dag har vi en tendens til at bestille to bor, hvis vi mangler to bor. Vi forventer at kunne indkøbe mere værktøj på én gang i en meget mere strømlinet proces, der giver mindre fragt og mindre affald. Vores råvarer er metaller – måske kan vi gå efter flere genbrugsmetaller i stedet for nye, som vi vil gå i dialog med vores kunder om. Vi bruger blandt andet bronze og aluminium, som er meget CO2-krævende, men med tæt dialog med samarbejdspartnere, kan vi måske benytte materialer af andre råvarer, der holder lige så godt, og opnå CO2-reduktion for både os selv og vores kunder, som vi jo er scope 3 for. Vi genanvender så meget som muligt af vores affald og vil også helst indkøbe genanvendte materialer,” fortæller Lotte Bruun Jensen.

Osvald Jensen A/S har i scope 3 haft udfordringer med at fastlægge CO2 i komponenter som motorer købt i udlandet, fordi klimakravene mange steder endnu ikke er så skrappe som i Danmark. Viegand Maagøe-rådgiverne i Klimaklar-projekter har derfor assisteret Osvald Jensen A/S i at udregne CO2-forbruget i komponenterne.

Osvald Jensen A/S er en lille virksomhed med 20 ansatte, som udvikler og producerer bestillingsopgaver for nogle af de helt store virksomheder i Danmark og internationalt, der skal aflægge klima- og ESG-regnskaber.

”Vi er deres scope 3, men vi har endnu kun haft ganske få henvendelser fra vores store kunder, fordi vi måske ikke betyder så meget for deres samlede CO2-forbrug, men de kommer jo før eller siden. Vi savner dog dialog om, hvad de forventer af os. Vi har ikke en ESG-afdeling, så klimakasketten er endnu en af dem, vi deles om hos os. Vi kan derfor ikke lige trylle en LCA (livscyklusanalyse, red.) frem for et produkt, vi har udviklet til én bestemt kunde. Derfor ville det være rart med en dialog om de stores scope 3-forventninger til SMV’er som vores. Vi leverer gerne data, men det skal være dem, der er relevante og brugbare for kunderne,” siger Lotte Bruun Jensen.

Osvald Jensen A/S; Version 3.0: Nyt look, ny fabrik - samme dedikation

Hos Osvald Jensen A/S får du ekspertise inden for gear tandhjul samt en dedikeret partner, der forstår teknikkens finesser og dit markeds dynamikker. 

Kort sagt: Innovative løsninger på komplekse udfordringer. Læs mere på www.osvald.dk

Invitation til Reception

Vi fejrer vores nye omgivelser og inviterer venner af huset til reception:
Dato: 30. august 2024; klokken 13-17
Adresse: Literbuen 16D, 2740 Skovlunde

Kilde: Osvald Jensen A/S


FAKTA:

Osvald Jensen udvikler og producerer transmissionsdele som gear og tandhjul til forskellige brancher. 

Virksomheden har 20 ansatte – 16 i produktionen, fire i administrationen. 

Osvald Jensen er en familieejet virksomhed, der blev stiftet i København 1911. Lotte Bruun Jensen er fjerde generation i spidsen for virksomheden. 

I 1985 flyttede Osvald Jensen til Brøndby og for nylig til Literbuen 16D i Skovlunde.

Kilde: Osvald Jensen A/S

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094