23948sdkhjf

Anmasi godt fra start

Grindsted-virksomheden kan snart fejre et års fødselsdag, men på trods af den unge alder har renseanlægs-leverandøren allerede flere markante virksomheder på kundelisten.
- Vi har allerede leveret anlæg til Mærsk, Arla, Grundfos og Lantmännen plus til en række virksomheder inden for vindkraft og offshore, forklarer Jan Hedeby Sørensen.

I oktober sidste år startede han Anmasi, der har specialiseret sig i ultralydsrensere, som blandt andet bruges mange steder i jern- og metalindustrien til rengøring af komponenter.

Solgte virksomhed
Og det er ikke en uerfaren herre, der står bag Anmasi. Jan Hedeby Sørensen har beskæftiget sig med renseanlæg de sidste 25 år – senest i virksomheden Hesø, som han grundlagde i 1989.

- Sidste år valgt jeg imidlertid at sælge Hesø til min daværende partner. Den del af virksomheden, der beskæftiger sig med ultralydsrensere, fik jeg dog med mig, og det er den, der danner grundlaget for Anmasi, siger Jan Hedeby Sørensen.

Sammen med Anders Hedeby Sørensen udgør han i dag de to ansatte i Anmasi. Maskinerne producerer de dels selv på værkstedet i Grindsted, og dels får de dem leveret fra underleverandører i Polen og Asien.

Overvejer udvidelse
Metal Supply mødte de to Anmasi-folk på årets HI-messe, som de blandt andet brugte til at vise virksomhedens nyeste produkt frem – den lydsvage Silent Sonic ultralydsrenser, og det er blandt andet den, der skal være med til at sikre virksomhedens vækst i de kommende år.

- Vi er kommet godt fra start, og det ser ud til, at vi når vores omsætningsmål for det første år, fortæller Jan Hedeby Sørensen.

Han håber samtidig, at år to kan byde på en udvidelse af aktiviteterne – blandt andet i form af en udvidelse af egenproduktionen i Grindsted og flere ansatte på værkstedet.

Høje krav til rengøring
I første omgang er ressourcerne dog hovedsageligt blevet investeret i salg og produktudvikling, og Jan Hedeby Sørensen ser da også gode muligheder for at finde nye kunder i den danske metalindustri.

- Kravene til rengøring er ekstremt høje i dag – blandt andet på grund af stigende krav fra vindmølleindustrien, siger Jan Hedeby Sørensen, og slutter:

- Lige for tiden har vi gang i en del store projekter til kendte, danske virksomheder, og det forventer vi vil blive til flere i det kommende år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072