Dansk teknologi ombord Ariane 6
Om alt går vel, vil det europæiske rumfartsagentur, ESA, i aften opsende en ny version af løfteraketten Ariane, kaldet Ariane 6.
Det sker fra Fransk Guyana, Sydamerika.
Ombord vil være dansk industrielt know-how fra blandt andre Force Technology, skriver Ingeniøren.
- Vi har samlet, lasersvejset og leveret den øvre og nedre del til dysen som en skalstruktur med kølekanaler i, fortæller Thomas Aaboe Jensen, programleder for rumfart i Force Technology til Ingeniøren.
Force Technology har udarbejdet dysen i samarbejde med det svenske GKN Aerospace, der har design- og leveranceansvar. Force Technology har konstrueret to dele til dysen samt et laserdrevet værktøj til den videre produktion af dyser.
Projektet modtager støtte fra det danske Rumkontor og ESA.
900 tons
Ariane 6 har en højde på over 60 meter og vil veje næsten 900 tons ved opsendelse med en fuld last, hvilket svarer til vægten af cirka halvanden Airbus A380-passagerfly, ifølge ESA.
Udviklingen af Ariane 6 indebærer et samarbejde med et industriel netværk bestående af flere hundrede virksomheder i 13 europæiske lande med hovedentreprenøren ArianeGroup i spidsen.
Frankrigs rumagentur, CNES, har været ansvarlig for at opføre, drive og vedligeholde opsendelsesfaciliteterne for Ariane 6 på Europas Rumcenter i Fransk Guyana.
Opsendelsen forventes at finde sted mellem 20 og midnat dansk tid og kan følges her: