Vestas lander hollandsk ordre på 795 MW
Vestas har modtaget en fast og ubetinget vindmølleordre til den hollandske havvindmøllepark Oranjewind på 795 MW.
Det oplyser Vestas selv i en pressemeddelelse.
Samtidig vil Vestas efter færdiggørelsen stå for service af aktiverne under en 5-årig serviceaftale efterfulgt af en langsigtet driftssupportaftale.
Til havvindmølleparken, der tidligere gik under navnet Hollandse Kust West VII, skal Vestas levere 53 V236-15,0 MW-vindmøller.
- OranjeWind sætter en høj barre for teknologiske innovationer og bæredygtighed, og vi er glade for at kunne levere vores løsninger, herunder vores offshore flagskibsvindmølle, til dette projekt i Holland. Hele vores team ser frem til at arbejde sammen med OranjeWind-projektteamet på denne spændende og ambitiøse vindmøllepark i Nordsøen, udtaler Nils de Baar, præsident for Vestas Nord- og Centraleuropa.
Projektområdet er placeret omkring 53 km ud for den hollandske kyst i Nordsøen. Vindmølleinstallationen forventes at starte i 2027.