Kobbertyve på spil på Lolland-Falster
To kirker på Lolland og Falster har anmeldt, at de har fået stjålet kobbernedløbsrør eller kobbertagplader.
Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport torsdag.
Lindeskovkirken i Nykøbing Falster har fået stjålet tagplader ifølge politiet.
Ifølge Lolland-Falsters Folketidende er en række inddækningsplader og tagrender også væk fra kirken.
- Et slag på tasken: Det er et halvt ton kobber. Jeg gætter på, de kan få omkring 25.000 kr. for det. Men det vil koste os en hel del mere at få det lavet igen, siger Thomas Carlsen, der er daglig leder i kirken, til Lolland-Falsters Folketidende.
Kapellet på Nakskov Kirkegård har også mistet en række nedløbsrør af kobber.
Over for Lolland-Falsters Folketidende oplyser kirkegårdslederen Stanley Priergaard, at reparationen kan koste kirken 100.000 kr.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har ikke afgjort, om der er en sammenhæng mellem sagerne.
Tyveriet i Nykøbing har formentligt fundet sted mellem søndag 18. august og onsdag formiddag.
Det fremgår ikke, hvornår politiet mener, at tyveriet i Nakskov er foregået, men det fremgår af døgnrapporten, at tyveriet blev opdaget onsdag morgen.
Politiet opfordrer personer, som ved noget om sagen, til at henvende sig på telefon 114.
/ritzau/