Kunderne tøver: Omsætning falder hos industrikæmpe
Topsoe omsatte i første halvår af 2024 for 4,150 mia. kr. svarende til en tilbagegang på 11 procent sammenlignet med første halvår 2023.
I samme periode steg driftsresultatet før særlige poster (ebit) med 7 procent til 503 mio. kr., mens overskuddet før skat faldt med 2 procent til 508 mio. kr.
- I de første seks måneder af 2024 har vores forretning leveret solide resultater, og vi er på vej til at levere endnu et stærkt helårsresultat. Vi oplever fortsat en stigende efterspørgsel efter vores løsninger til bæredygtigt flybrændstof (SAF) og vedvarende diesel samt brint fremstillet af enten vedvarende energi eller naturgas med kulstofopsamling og -lagring, siger Roeland Baan, CEO hos Topsoe, i en kommentar til regnskabet.
- På trods af vores voksende pipeline er der imidlertid ikke nok projekter, der bevæger sig fra "annonceret" til "forpligtet", og denne forsinkelse udgør en alvorlig trussel mod det globale mål om at nå nettonul i 2050. Der er et presserende behov for klar lovgivningsmæssig vejledning for yderligere rent brint-projekter for at nå endelig investeringsbeslutning, fortsætter han.
Topsoe har de seneste år satset hårdt på teknologier til energitransformeringen og i halvåret kom godt 19 procent af omsætningen – svarende til 800 mio. kr. – fra dette forretningsben.
- Vi forbliver dedikerede til at støtte energiomstillingen og er glade for at kunne starte vores første SOEC-fabrik (elektrolyseteknologi til omdannelse af strøm til brint, red.) i Herning, Danmark inden udgangen af året. Dette er et stort skridt fremad i vores evner til at tage en førende position i energiomstillingen – en position, der vil blive yderligere cementeret med en potentiel fabrik i USA. I afventning af den endelige investeringsbeslutning om den amerikanske fabrik, vil de to faciliteter tilsammen gøre Topsoe til den største SOEC-producent i verden, siger Roeland Baan.
Baseret på udviklingen i første halvår nedjusterer Topsoe nu forventningerne til hele året en smule. Nu kalkulerer man med en omsætning på 8,2-8,6 mio. kr. mod tidligere 8,3-8,8 mio. kr. Ebit-marginen forventes til gengæld at ramme i den høje ende af det udmeldte interval på 8-10 procent.
Regnskabsår | 1. halvår 2024 | 1. halvår 2023 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 4.150 | 4.664 |
Bruttofortjeneste | 1.888 | 1.712 |
Resultat af primær drift før særlige poster (ebit) | 503 | 472 |
Resultat før skat | 500 | 508 |
Årets resultat | 386 | 410 |
Balancestatus | 10.579 | 8.880 |
Egenkapital | 5.292 | 3.317 |
Antal ansatte | 2.823 | 2.448 |
Kilde: Topsoe |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.