Robotter så langt øjet rækker: Automatik-messen er i gang
Automatisering af lageret, sikre robotceller eller digitale vejeceller - muligheder var mange da 133 udstillere tirsdag stod klar til at udstille i tre dage på Automatik-messen.
I konferencelokalerne kunne man blive klogere på maskinsikkerhed og AI, og men også bæredygtighed og digitalisering var på tapetet.
- I år ser vi et særligt fokus på bæredygtighed og digitalisering - to temaer, der er uomgængelige i den moderne verden. Hvordan kan vi med automation og robotteknologi bidrage til mere bæredygtig produktion? Hvordan kan vi bruge digitalisering til at optimere processer og skabe mere effektive løsninger? Disse spørgsmål vil vi dykke ned i de kommende dage, og jeg opfordrer jer alle til at deltage aktivt i diskussionerne, sagde Michael Nielsen, bestyrelsesleder for Dansk Robot Netværk, DIRA, i sin velkomsttale.
De nominerede til årets DIRA-pris behøvede ikke længere at vente i spænding. Vinderen blev fundet tirsdag formiddag og AVK Internationals fuldautomatiske robotcelle løb med sejren.
- Der er tale om en god og rigtig spændende løsning. Det er en ret svær og omfattende automatiseringsløsning, som AVK International A/S har kastet sig ud i - specielt med henblik på den store variation i produktstørrelserne, der arbejdes med. Det er imponerende i sig selv, og så er det ikke mindst godt at se, at implementeringen også har en positiv indvirkning på parametre som arbejdsmiljøet og bæredygtighed, lyder begrundelsen fra juryen.
Automatik 2024 finder sted i Brøndby Hallen 10.-12. september og arrangeres af MCH A/S i samarbejde med Bitva, DIRA og Veltek. Messen beskæftiger sig med industriel automation, elteknisk automation, motion og drives, transmissionsteknik, procesautomation, hydraulik og pneumatik, robotteknologi og industriel IT, AI og cybersecurity.