23948sdkhjf

Stor hæder til danske metal-talenter ved verdensmesterskab

Søndag blev vinderne kåret ved Worldskills i den franske by Lyon.

Nogle af verdens allerstørste håndværker-talenter var samlet, og Danmark var godt repræsenteret inden for metal-disciplinerne med hele fem deltagere.

To af disse kom hjem med en såkaldt Medallion for Excellence, som uddeles til deltagere, der har fået mere end 700 point af de maksimalt 800 i konkurrencen.

Fuldstændig surrealistisk

Den ene var den 21-årige klejnsmed Jakob Østergaard Nielsen som stillede op i kategorien Welding.

- Det var sindssygt fedt. Vi havde sådan en lille skærm, der hvor vi sad, og da jeg så det danske flag på skærmen, så tænkte jeg bare yes. Jeg havde sagt til min træner, at hvis jeg ikke fik en medalje, så ville jeg købe en selv. Nu har jeg så en, fortæller en storsmilende Jakob Østergaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Også den 22-årige industritekniker Kasper Bergmann Mortensen løb med en Medallion for Excellence i kategorien CNC Milling.

- Det er fuldstændig surrealistisk at opnå mit mål om en Medallion for Excellence. Jeg har næsten ingen ord. Da jeg så det danske flag på skærmen, rejste jeg mig bare op og fejrede det. Jeg havde håbet på at få den, men jeg havde ikke turde tro på det, for det var en super svær konkurrence. Så det er så fedt, at jeg får medaljen med hjem, siger Kasper Bergmann Mortensen.

Kasper Bergmann Mortensen endte på en samlet 12. plads i sin konkurrence, mens Jakob Østergaard Nielsen endte på en samlet 14. plads. Derudover havde Danmark Oscar Dahl Nielsen med i CNC Turning, hvor det også blev til en 12. plads, mens Magnus Holmgaard Jørgensen og Sofie Nørremark Ramussen hentede en 23. plads i konkurrencen for automatikteknikere.

Dansk verdensmester

I de hele taget blev det et flot Worldskills for den 18 personer store danske trup.

Kristian Bak Hansen vandt guld i konkurrencen for flisemurere, mens Birgitte Brunsgaard Jacobsen vandt en flot bronzemedalje i faget Landbrugsmaskinmekanikere. Derudover modtog det danske Skillslandshold i alt ni Medallion for Excellence.

- Det er helt fantastisk, at Kristian tager guldet. Han er en virkelig sej gut, der har trænet og knoklet for det her resultat i årevis, og nu kan han kalde sig verdensmester. Bronzemedaljen til Birgitte er også meget imponerende. Det er en virkelig flot indsats af hele det danske skillslandshold, der viser hvor fantastisk dygtige vores unge lærlinge er i Danmark. Jeg er simpelthen pavestolt, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Danmark endte på en samlet 14. plads i medaljestatistikken. I alt 70 nationer deltog ved Worldskills.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.629