37-årig fængsles for hærværk mod Terma
En 37-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet frem til 31. oktober for fire tilfælde af hærværk mod en virksomhed i Søborg.
Det skriver Sjællandske Nyheder, som var til stede ved grundlovsforhøret i Retten i Glostrup.
Manden nægter sig skyldig i hærværket, som ifølge mediet blev begået mod forsvarsvirksomheden Terma.
Fredag morgen oplyste Københavns Vestegns Politi i en kortfattet udmelding på det sociale medie X, at man havde anholdt en mand i 30'erne for hærværk ved en virksomhed i Søborg.
Men politiet oplyste ikke, hvor hærværket nærmere var blevet begået, eller hvad der var sket. Derfor stod det forud for grundlovsforhøret ikke klart, om der var tale om flere tilfælde.
Sjællandske Nyheder skriver, at den 37-årige både er mistænkt for at have knust ruder og for at have kastet med brosten.
Retten i Glostrup har ifølge Sjællandske Nyheder beskyttet den 37-årige med et navneforbud. Derfor er det strafbart at komme med oplysninger, som kan identificere ham.
Siden konflikten mellem Israel og Hamas sidste år blussede op, har aktivister kritiseret Terma for at producere reservedele, som bliver brugt i israelske F-35-fly.
I juni blev 35 personer sigtet for at have trængt ind på selskabets adresse i Søborg.
Hvorvidt hærværkssagen har relation til de tidligere demonstrationer ved Terma, står fredag ikke klart.
/ritzau/