Amu Syd lukker sin plastmageruddannelse
Amu Syd samler alle sine uddannelsesaktiviteter i Kolding, hvor uddannelsesinstitutionen har hovedsæde, men plastmageruddannelsen rykker ikke med. Den udfases og nedlægges samtidig med, at kursuscentret Snepsgård i Ribe lukkes ned.
Det oplyser Amu Syd i en pressemeddelelse.
Gennem de sidste mange år har skolen drevet Snepsgård syd for Ribe som uddannelsessted for plastuddannelser. Det sættes nu til salg, da der er plads til at samle alle uddannelsesaktiviteterne i Kolding.
- Vi skal sikre en sund drift – både på uddannelser og bygninger. Og da interessen for at blive plastmager har været faldende gennem en årrække, er det besluttet ikke at optage flere elever fremover. Vi sørger selvfølgelig for, at de igangværende elever kan færdiggøre deres uddannelse, siger Asbjørn Nielsen, direktør for Amu Syd.
Meldingen fra Amu Syd kommer ikke som en overraskelse, idet tallene for antallet af optagne har været nedadgående. Såledens optog AMU Syd bare seks studerende i 2022.
Plastmageruddannelsen nedlægges på Amu Syd, mens Amu-kurser inden for plastområdet herunder plastsvejsning fortsætter i Kolding, og det samme gør alle uddannelsesaktiviteter inden for gartnerområdet.
- Desværre kan vi ikke helt undgå afskedigelser, men der er tale om ganske få. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, men det er den rigtige beslutning, da vi skal sikre, at vi også står stærkt som uddannelsessted i fremtiden, siger Asbjørn Nielsen.
Der gennemføres i samme forbindelse en justering af Amu Syds organisation, så ansvaret for salg af kurser og uddannelser flytter fra en central funktion til at skulle varetages af de enkelte uddannelseschefer.
Desuden bliver strategi, kommunikation og markedsføring samlet i en stabsfunktion.