Erano A/S solgt
Selskabet Lund Metal A/S har overtaget den østjyske underleverandør.
Lund Metal vil under det nye navn fortsætte aktiviteterne som en ordreproducerende virksomhed med en bred vifte af ydelser indenfor smedearbejde. Virksomheden tilbyder laserskæring, drejning, stansning, bukning og modstandssvejsning. Endvidere lakering i forbindelse med produktionen af blandt andet stålkonstruktioner, altaner, trapper, gelændere, facader, glasarbejde, sikkerhedsglas og specialopgaver. Den nye ejer vil naturligt færdiggøre eksisterende projekter og overtager samtidig kundeporteføljen.
Fremtiden sikret
Lund Metal ejes af Lars Nielsen, som også driver virksomheden L-tek i Nørager. Igennem investeringen vil ejeren via sit dybe kendskab til industrien sikre kunder og leverandører en fremtidig samarbejdspartner.
- For os har det været afgørende at kunne videreføre de eksisterende aktiviteter og sikre de lokale arbejdspladser. L-tek A/S er inde i en periode med vækst, og i Terp er der dels en gruppe kompetente og engagerede medarbejdere, dels råder virksomheden over et produktionsareal på 3.000 kvadratmeter med store muligheder indenfor de forretningsområder, der er vores, siger Lars Nielsen.
Lund Metal placeres som søsterselskab til L-tek og vil organisatorisk fungere som en selvstændig enhed.