23948sdkhjf

Familievirksomhed belønnet med ejerlederpris

Martin Vestergaard har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2024 på Sjælland.

Han modtager prisen for sine ekstraordinære præstationer inden for automatiserede bagagesystemer, hvor han har opbygget Power Stow til en førende leverandør på det globale marked. Under hans ledelse har Power Stow formået at kombinere innovation med en tæt kundedialog, hvilket har resulteret i imponerende vækst og internationale gennembrud.

- Martin har formået at kombinere teknisk innovation med en stærk menneskelig tilgang til ledelse. Hans evne til at skabe en kultur, hvor både medarbejdere og kunder er i centrum, har sikret Power Stow en førende position i markedet, siger Lars Vagner, partner i PWC i Ringsted, og fortsætter:

- Under Martins ledelse har Power Stow oplevet international vækst, særligt med virksomhedens gennembrud på det amerikanske marked. Power Stow er nu en foretrukken leverandør til store flyselskaber, og Martins utrættelige fokus på innovation og bæredygtige løsninger har gjort virksomheden til en global succes.

Global ekspansion drevet af innovation 

Power Stow er vokset betydeligt de seneste år og har cementeret sig som en nøgleaktør i den globale bagagehåndteringsindustri. På trods af udfordringer i branchen har Martin Vestergaard skabt en virksomhed, der ikke blot leverer automatiserede systemer, men også prioriterer bæredygtighed og innovative løsninger, der forbedrer arbejdsvilkårene for både kunder og medarbejdere.

- Martins fokus på innovation og hans evne til at se muligheder, hvor andre ser udfordringer, er en stor inspiration for andre ejerledere. Power Stow har med Martins vision og strategiske tilgang udviklet sig til en virksomhed, der effektivt tilpasser sig de skiftende krav på det globale marked, fortæller Simone Wejlemand, regionsdirektør hos Nykredit på Sjælland.

Hos Dansk Erhverv er man ikke i tvivl om, at Martin Vestergaard er den rette vinder af Årets Ejerleder 2024 på Sjælland:

- Martins evne til at skabe en virksomhedskultur, der bygger på respekt og trivsel, er bemærkelsesværdig. Han har ikke blot formået at opbygge en global succesvirksomhed, men har samtidig holdt fokus på de menneskelige værdier, der driver Power Stows vækst, siger Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv.

Power Stow blev grundlagt i 2003 af Martin Vestergaard med ambitionen om at udvikle automatiserede bagagesystemer til flyindustrien. Virksomheden har specialiseret sig i at forbedre arbejdsvilkårene for lufthavnspersonale ved at skabe løsninger, der gør bagagehåndtering mere effektiv og skånsom. Power Stow har i dag mere end 100 ansatte fordelt på flere kontinenter og er en global markedsleder.

Udover Power Stow og Martin Vestergaard var Henrik Winther Olsen fra The Whole Company Food og Peter Rosenkrands fra Proplast nomineret til prisen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109