23948sdkhjf

ES Stålindustri med på vandvognen

Vildbjerg-virksomheden har investeret i to vandskærere og kan dermed tilbyde hele spektret inden for skæring.
De to vandskærere er begge af mærket Bystronic – den ene af typen Smart 3015 og den anden af typen Classic L 6030.

3015’eren har et skæretryk på 3.600 bar og kan tage emnestørrelser op til 1.500x3.000 mm, mens 6030’eren skærer med 6.000 bar og emner op til 3.000x6.000 mm. Begge maskiner kan skære aluminium i godstykkelser op til 300 mm og rustfri stål op til 150 mm.

Vil give kunderne hele paletten
Den ene af de to vandskærere er allerede installeret på fabrikken i Vildbjerg, mens den anden forventes klar i løbet af et par uger. Det er efterspørgsel fra kunderne, der har fået ES Stålindustri til at investere i maskinerne.

- Vi har haft forespørgsler på vandskæring tidligere og vil gerne kunne give kunderne hele paletten. Mange bruger vandskæring ved siden af alt det andet skæring, og det har vi hidtil ikke kunnet tilbyde, fortæller projektleder Jakob Svendsen.

- Fordelen ved vandskæring er, at de kan skære ekstremt tykke materialer, og så er de meget præcise i forhold til fx en flammeskærer, supplerer han.

Ny fiberlaser
Det er dog ikke kun vandskærerne, der er nye hos den midtjyske underleverandør, som ved samme lejlighed har investeret i en Bystronic Bysprint Fiberlaser på 4 kilowatt.

- Det er en 4x2 meters maskine, så den kan tage pænt store emner. Den skal supplere de seks skære-maskiner, vi har i forvejen, siger Jakob Svendsen, og fortsætter:

- Vi investerer rigtig meget for tiden og har udover skære-maskinerne blandt andet investeret i en ny slyngrenser.

Nyt kontor er en succes
Økonomisk mærker ES Stålindustri også det spirende opsving. Det skyldes dels, at kunderne over en bred kam lægger flere ordrer, men også at man for et halvt år siden åbnede nyt kontor i Esbjerg.

- Vi har ikke haft så mange kunder dernede og vil generelt gerne være mere aktive inden for offshore-industrien. Vi har fået en rigtig god start og ligger faktisk over budget, forklarer Jakob Svendsen.

Han tilføjer, at netop det øgede engagement i offshore-industrien også er en af grundene til, at ES Stålindustrien nu går i gang med at blive certificeret efter ISO 9001 og EN 1090. Han forventer, at det vil tage ca. et års tid, før de to certificeringer er i hus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094