Dansk PMI dykkede i januar
[i]Dansk PMI er i tilbagegang i januarmålingen – specielt i industrisektoren – det påpeges dog, at tallene skal læses og tolkes med forsigtighed.[/i]
Faldet i Dansk PMI - og specielt produktionsindekset - for januar måned virker voldsomt med tanke på, at der er et internationalt økonomisk opsving på vej primært drevet af USA og Fjernøsten.
Derfor påpeges det, at de månedlige observationer af Dansk PMI skal fortolkes varsomt. Man kan derfor med fordel betragte et 3 måneders glidende gennemsnit af Dansk PMI for at få renset tallene for disse noget tilfældige udsving.
Det seneste 3 måneders glidende gennemsnit peger da også på pæn fremgang i industriaktiviteten. Denne udvikling stemmer bedre overens med de internationale industrikonjunkturer, som alle er i fremgang, skriver NetPosten.
Dansk PMI offentliggøres i et samarbejde mellem Dansk Indkøbs- og Logistik Forum og Danske Bank.