23948sdkhjf

Maritimt Brancheudviklingscenter på vej i Frederikshavn

Det nye center skal blandt andet bidrage til, at den voksende maritime sektor i regionen kan finde den nødvendige kvalificerede arbejdskraft i fremtiden.
Det nye Maritime Brancheudviklingscenter (MBUC) skal gøre Frederikshavn og Danmark internationalt kendt for at arbejde aktivt med maritime uddannelser og efteruddannelse, forskning og produktudvikling.

Centeret etableres af det maritime og polytekniske uddannelsescenter Martec og Marcod (Maritimt Center for Optimering og Drift). Centeret forankres på Martec, som også bidrager med en del af finansieringen. Centeret har netop fået økonomisk støtte fra Frederikshavn Kommune til at ansætte en dedikeret projektleder. Direktør for Martec, Pia Ankerstjerne, udtaler:

- Uddannelsesinstitutionerne og erhvervet har arbejdet sammen om det Maritime Brancheudviklingscenter siden 2011, og der er allerede blevet sat gang i mange aktiviteter, fx efteruddannelseskurser for industrien. Vi er utrolig glade for, at Frederikshavn Kommune nu accelerer projektet ved at støtte ansættelsen af en dedikeret projektleder og derved medvirker til at skabe yderligere vækst og fremdrift i den maritime klynge i Nordjylland.

Målet er, at centeret skal bidrage til at styrke den maritime udstyrs- og serviceindustris konkurrenceevne ved at kombinere forretningsudvikling og kompetenceudvikling. Udgangspunktet er således et fokus på faglighed og erhvervsøkonomisk vækst. Administrerende direktør i Marcod, Niels Christensen, udtaler:

- Det maritime erhverv er en betydelig industri for Danmark, og centret skal støtte op om den erhvervsøkonomiske drivkraft, som det maritime er. Der er store havneudvidelser på vej, som vil skabe forudsætninger for yderligere vækst i den maritime sektor, og derfor er det helt afgørende, at vi sikrer, at de rette kompetencer er til stede med oprettelsen af det nye center. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en hæmsko for den maritime vækst allerede i dag, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer et stort og bredt uddannelsesudbud dér, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er til stede.

Efter planen skal den kommende projektleder findes indenfor tre-fire måneder, og foreløbig er der finansiering til drift af centeret i halvandet år. Det er planen, at der derudover skal findes finansiering til en samlet femårig opstartsfase for centeret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08