Tekniq: Politikerne overimplementerer nye EU-regler
De danske politikere vil ikke længere det indre marked, så hård er beskyldningen fra Troels Blicher Danielsen, adm. direktør for erhvervsorganisationen Tekniq, i et interview med Berlingske.
For når nye EU-regler og forordninger skal implementeres i Danmark, lægger politikerne ovenpå, og det skal stoppes, mener Troels Blicher Danielsen.
- Linjen bør være, at politikerne ikke kan lægge flere regler oven på det, som EU beder os om. Det bør slet ikke være muligt, siger Troels Blicher Danielsen til Berlingske.
Som eksempel nævner direktøren det nye digitale produktpas, EPD, som EU har vedtaget at alle materialer og produkter solgt i EU skal have fra 2027. Social- og Boligstyrelsen anslår, at udarbejdelsen af et EPD-pas vil koste 150.000 kroner pr. produkt. Troels Blicher Danielsen frygter, at det vil blive endnu dyrere, fordi implementeringen vil blive "kompliceret og bøvlet".
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger til Berlingske, at regeringen anerkender udfordringen og tager den dybt alvorligt.