Pumpeproducent på opkøb
Nordjyske Svanehøj har købt det hollandsk-baserede selskab European Pump Services, som er specialiseret i integration og service af pumper til industri, offshore og marine.
EPS blev grundlagt i 1999 som officiel distributør i Benelux for Apollo og de to ITT-brands Bornemann og Goulds Pumps. Virksomheden har hjemme i den hollandske by Oud Gastel med et datterselskab i belgiske Antwerpen. Virksomheden har 35 medarbejdere.
- Vi har i nogen tid undersøgt mulighederne for at etablere et datterselskab i Benelux-regionen. EPS flugter perfekt med disse strategiske ambitioner om at udvide vores service- og aftersales-løsninger og landbaserede operationer i Benelux-regionen for bedre at kunne støtte vores kunder, både i forhold til nysalg af Svanehøj-pumper og vigtigst af alt at servicere den installerede base, vi har i regionen, siger Søren Kringelholt Nielsen, administrerende direktør i Svanehøj, på virksomhedens hjemmeside.
EPS vil fremover operere under navnet Svanehøj Benelux.