Metalpriser rasler pludselig ned
Over de seneste dage har kobber, nikkel og andre vigtige metaller noteret de største prisfald i over ti år. Analytikere strides om årsagen, mens industrien glæder sig.
Prisstigningerne er kommet på grund af den stærke vækst i verdensøkonomien og ikke mindst i Kina, forklarer Niels-Henrik Sørensen fra Danske Bank. Udviklingen har betydet en så voldsom efterspørgsel efter industrimetaller, at forbruget har overgået produktionen, og lagerbeholdningerne derfor er styrtdykket. Ganske som det er gået på oliemarkedet.
Prisstigningerne har tiltrukket en stribe spekulative investorer til metalmarkedet - ikke mindst de såkaldte hedgefonde. Mange af dem har formentlig skyndt sig at sælge, da de første spæde tegn på prisfald satte ind, og dermed udløst en lavine af prisfald, skriver Berlingske Tidende i dag.
- Den generelle fornemmelse er, at hedgefondene har udløst det her, snarere end at det er sket af, om man så må sige, naturlige årsager, siger Natasha Reeve-Watts fra hedgefonden Altis Partners i London til Reuters.