23948sdkhjf

NKT er to tredjedele i mål med store udvidelser

For at understøtte en stigende efterspørgsel efter mellemspændings-kabler i Europa har NKT's fabrikker i Velke Meziříčí i Tjekkiet og Falun i Sverige gennemført store investeringsprojekter.

De nye produktionslinjer er nu i drift, hvilket øger fabrikkernes ydeevne og produktionskapacitet.

Investeringen i Velke Meziříčí og Falun er to af de tre mellemspændings-investeringer, der blev annonceret den 4. april 2024 for at imødekomme den stigende efterspørgsel og fastholde en stærk position på markedet. Den tredje er en udvidelse af NKT’s fabrik i Asnæs på Sjælland.

På tværs af de tre lokationer beløber investeringerne sig til cirka 100 mio. euro (746 mio. kr.), og de vil tilføje 20-110 kV produktionskapacitet samt yderligere optimere fabrikkerne.

- Vi er glade for at afslutte udvidelsen af produktionskapaciteten på vores fabrikker i Velke Meziříčí og Falun. Projekterne har kørt efter tidsplan og budget og har ikke forstyrret den eksisterende produktion undervejs. Med en stærk ordrebog er fabrikkerne godt positioneret til at understøtte Europas behov for at opgradere sit aldrende elnet og realisere flere vedvarende energiprojekter. Vi ser frem til at levere flere mellemspændingskabler til væsentlige markeder i Europa de kommende år, siger Carlos Fernandez, EVP, head of applications hos NKT, i en pressemeddelelse.

Dansk udvidelse forløber som planlagt

Også i Asnæs skrider udvidelsen frem som planlagt, og den forventes at være operationel i 2026.

Som annonceret med opkøbet af Solidal den 21. juni 2024 vil NKT's fabrik i Esposende i Portugal også udvide sin produktionskapacitet og ydeevne med en investering på cirka 50 mio. euro (373 mio. kr.). 

Den nye produktionskapacitet forventes at være i drift i 2027.

Enormt markedspotentiale

Drevet af den fortsatte elektrificering af samfundet og overgangen til vedvarende energi er markedet for mellemspændingskabler vokset støt i de seneste år. Elnetoperatører er i gang med at gennemføre store opgraderingsprojekter for at holde trit med udviklingen.

Ifølge Europa-Kommissionen skal EU senest i 2030 investere mere end 500 mia. euro (3.769 mia. kr.) i energiinfrastruktur, herunder netopgraderinger, for at opfylde målene for vedvarende energi og energisikkerhed.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067