Brødre træder et skridt tilbage i familievirksomhed
Kolding-virksomheden Vetaphone, der producerer og sælger maskiner, som forbedrer vedhæftningen på emballagefolier, har fået ny administrerende direktør. Det skriver Jydskevestkysten.
Brødrene Frank og Jan Eisby, der ejer virksomheden sammen med deres fire børn, er trådt et skridt tilbage og har overladt direktørposten til Michael Behrens.
- For mig er det lidt en lettelse at gå på pension, selv om hverken min bror eller jeg jo trækker os helt fra virksomheden. Vi har dog virkelig gjort os umage med at sende signalet om, at nu er det altså Michael (Behrens, red.) som har taktstokken, mens vi indtager nogle helt andre roller, der ikke handler om drift, siger Frank Eisby til Jydskevestkysten.
De to brødre sidder begge stadig i bestyrelsen, og Jan Eisby skal fremover stå i spidsen for et akademi, der skal lære medarbejdere og samarbejdspartnere om materialevalg. Frank Eisby skal arbejde med teknisk udvikling af virksomhedens produkter.
Han pointerer, at der ikke er nogen planer om at sælge virksomheden. De to brødre har aktiemajoriteten, mens de fire børn hver har en mindre ejerandel, og planen er, at Vetaphone skal forblive i familieeje, selv om der ikke er nogen af børnene på, der på nuværende tidspunkt er en del af virksomhedens drift.